Tysk dåsepant rammer grænsehandlen hårdt

Coop 25. feb 2015 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Henrik Denman

Hvis der bliver indført tysk pant på de 1,2 mia. dåser med øl og sodavand, som i dag sælges i grænsebutikkerne syd for den dansk-tyske grænse, vil det få hver anden kunde i grænsesupermarkederne til at ændre adfærd.

Hver fjerde kunde siger, at de helt vil stoppe med at købe dåser syd for grænsen, hvis de skal betale pant, mens en lige så stor andel siger, at de vil købe færre dåser i fremtiden.

Det viser en ny forbrugerundersøgelse, som analysevirksomheden Kundepanelet.dk har gennemført for Dansk Handelsblad.

Undersøgelsen er gennemført, efter Dansk Handelsblad for en måned siden kunne afsløre, at regeringen i delstaten Slesvig-Holsten er tæt på at have en løsning klar, der vil bane vejen for at opkræve tysk pant på de dåser, som danskerne kører hjem til Danmark.

Resultaterne

I undersøgelsen svarer 24 pct. at de slet ikke vil købe dåser ved grænsen mere, hvis der bliver indført tysk pant. 26 pct. svarer, at de i fremtiden vil købe færre dåser, hvis de skal betale pant i grænsebutikkerne.

32 pct. svarer, at indførelsen af pant ikke vil få nogen indflydelse på deres køb af dåser i Tyskland.

16 pct. svarer, at de ikke har taget stilling til, om tysk pant på dåser vil få indflydelse på deres indkøb.

Undersøgelsen er gennemført blandt godt 990 danske forbrugere, som handler i grænsebutikkerne syd for grænsen.

Handlen håber på pant

Dagligvarehandlen i Danmark håber, at der bliver indført tysk pant på de dåser, danskerne køber i grænsebutikkerne. Handlen forventer også, at indførslen af pant vil få danskerne til at købe færre øl og sodavand syd for grænsen.

I Coop Danmark siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen:

- Hvis der bliver indført pant i grænsehandelen, er der ingen tvivl om, at det vil have meget stor effekt. Det vil reducere hele grænsehandelen betydeligt. Dette vil selvfølgelig også ramme vores tre Fakta-butikker. Til gengæld vil det være en fordel for vores 1.200 butikker i Danmark, for miljøet i Danmark og for arbejdspladser i Danmark.

De Samvirkende Købmænd ønsker ifølge vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen en løsning, hvor de tyske grænsehandelsbutikker sidestilles med resten af detailhandelen i Tyskland.

- Udenlandske kunder betaler pant ved Tyskland øvrige otte landegrænser, da det kun er den danske grænse, der er fritaget for tysk pant. Jeg tør ikke spå om eventuelle ændringer i adfærden hos forbrugerne, men jeg har noteret mig, at Fleggaard ikke forventer den store betydning af en pant-ordning, siger han.

Sagen kort:

Regeringen i delstaten Slesvig-Holsten arbejder lige nu hårdt på en løsning, der vil bane vejen for at opkræve tysk pant på de dåser, danskerne kører hjem fra grænsebutikkerne.

Ifølge Dansk Handelsblads oplysninger foregår forhandlingerne om løsningen med mindst mulighed offentlighed, og den danske regeringen er ikke involveret i forhandlingerne.

Den nuværende ordning, hvor kunderne i grænsebutikkerne underskriver en eksporterklæring for at slippe for at betale pant, har eksisteret siden 2003. Siden da har skiftende danske miljøministre forsøgt at få en aftale med Tyskland på plads, så kunderne i grænsebutikkerne skal betale pant.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Foto: Helle-Karin Helstrand

Opdateret 10. nov 2020