Topchef hos elektronikgigant får plads i Coops bestyrelse
Coop Danmark har hentet norske Erik Gunset Sønsterud ind i bestyrelsen.
Her afløser han Susanne Koch Mørch, der netop er tiltrådt jobbet som adm. direktør for Tivoli.
Erik Gunset Sønsterud er 52 år, uddannet statsautoriseret revisor og er adm. direktør for Elkjøp Nordic, der er Nordens største forhandler af forbrugerelektronik med butikker i hele Norden, 10.000 medarbejdere og en omsætning omkring 40 mia. kr.
I Danmark driver koncernen Elgiganten.
- Med Erik i bestyrelsen får vi en person med topleder-erfaring fra en succesfuld international detailhandelsorganisation og med stærk finansiel indsigt. Derfor er jeg glad for at han har påtaget sig opgaven at indgå i vores bestyrelse, siger Coops bestyrelsesformand Lasse Bolander.
Tidligere har Erik Gunset Sønsterud været partner i PwC og finansdirektør i Nordens største bilkoncern, MøllerGruppen. Siden 2017 har han været i Elkjøp Nordic.
- Jeg vil benytte lejligheden til at takke Susanne Mørch Koch for en flot indsats gennem de seneste godt fire år i vores bestyrelse, siger Lasse Bolander.