Tilbudsaviserne længe leve…

Coop 26. feb 2020 -
This describes the image
Foto: Bruno Christensen
Skrevet af: Redaktionen

Det var i midten af 1960erne, at danske forbrugere for første gang modtog en tilbudsavis, og det var naturligvis købmændene bag kæderne Favør og Elite, der var de første der udsendte en månedlig avis med tilbud på kendte mærkevarer. Sidenhen fulgte andre dagligvarekæder efter.

Gennem alle årene har “ugens tilbud” og tilbudsaviserne skabt øget omsætning for butikkerne og de mærkevareproducenter, der deltog i kampagnerne. Netop den kendsgerning, at industrien kunne øge den salgsmæssige volumen, gjorde det muligt at øge produktionen og derved nedbringe omkostningerne per solgt enhed til glæde for alle forbrugere.

Dagligvarekædernes ”ugentlige tilbud” og markedsføringen heraf i tilbudsaviser har gennem de sidste 50 år været garant for to afgørende ting:

- Kvaliteten er gået op

- Priserne er gået ned

De danske forbrugere kan takke købmændene og mærkevareproducenterne for deres fælles innovation, der har givet danske familier adgang til det store udvalg af kvalitetsprodukter til lavest mulige priser. Konkurrencen i dagligvarehandelen har altid haft prisparameteren på førstepladsen. Tilbudsaviserne har til dato været dagligvarekædernes foretrukne medie til at fortælle forbrugerne om de aktuelle prisreduktioner på kendte mærkevarer, og det har været til stor gavn – ikke blot for de enkelte familier, men også for samfundet som helhed, der har kunnet regne med, at dagligvarehandelen og mærkevareproducenterne fandt gode løsninger til at nedbringe omkostninger og salgspriser, og derved yde et stort bidrag til at familiernes rådighedsbeløb blev forøget.

Coop ønsker forbud

I de større byområder er der i dag forbrugere, der ikke ønsker at modtage tilbudsaviserne, og ifølge Coop Analyse er man nu oppe på 50 pct., der siger ”Nej tak”. Coop formand Lasse Bolander mener, at tiden nu er inde, til at politikerne skal forbyde dagligvarekæderne at udsende tilbudsaviser.

Kære Lasse Bolander, hvis dine venner i socialdemokratiet imødekommer dit ønske om at indføre et forbud mod udsendelse af tilbudsaviser, vil du så gå skridtet videre og indføre forbud mod gule skilte i butikkerne eller store salgsdisplay, der frister kunderne til at købe mere end planlagt? Kan man forestille sig, at butikkerne også får forbud mod at give indvundne rabatter fra mærkevareleverandørerne videre til kunderne i form af lavere priser?

Lasse Bolander synes, det er en god ide at lytte til forbrugerne. Det tror jeg faktisk, man gør i hver eneste dagligvarebutik og –kæde i Danmark, og så længe man efterlever dette princip, kan det aldrig gå helt galt. Måske er det, derfor at købmændene hos Dagrofa, Rema 1000 og Salling Group har succes.

Den dag, hvor tilbudsaviserne ikke længere giver det ønskede salg i butikkerne, er jeg overbevist om, at kæderne helt naturligt ophører med at udsende disse. Alt drejer sig jo om penge, og hvis et markedsføringstiltag ikke fører til de ønskede resultater, finder man på noget nyt.

Den frie konkurrence er en naturlig forudsætning for at udvikle bedre produkter og lavere priser, og det vil være synd og skam, hvis politikerne skal blande sig heri. Alt drejer sig om penge Uanset hvor meget man gerne vil dreje diskussionen i retning af andre emner, så er det ubestrideligt, at alt drejer sig om penge. Alt drejer sig om salg og indtjening.

Coop vil gerne have forbud mod tilbudsaviser. Hvorfor mon? Er det for at gøre forbrugerne en tjeneste? Der er fortsat i hundredtusindvis af danske forbrugere, der hver uge med stor interesse kaster sig over kædernes tilbudsaviser. Den dag aviserne ikke længere fører til øget omsætning, vil jeg formode, at de kæder, der lever efter mottoet: ”Alt drejer sig om penge” vil finde en anden måde at kommunikere til forbrugerne.

Hvorfor bede lovgiverne om at indføre forbud mod tilbudsaviser? Forklaringen er nok den enkle, at Coop ikke selv vil gå i spidsen, da man ved, at de forbrugere, der elsker tilbudsaviserne, vil handle i de butikker, der fortsat udsender tilbudsaviser. Har vi behov for et sundere forbrugsmønster? Det mener formanden for Coop, og hans vigtigste argument er, at forbrugerne ikke skal jagte tilbud, men i stedet med glæde betale en højere pris for varen, end man gør i dag. Coop sætter barren højt på klimaområdet, og det er jo smukt. Uanset hvor meget dagligvarehandelen bestræber sig på at nedbringe CO2 belastning, så vil samtlige ledere i den sidste ende blive dømt på deres evne til at skabe salg og indtjening. Alt drejer sig om penge, og de der ikke er dygtigste hertil, vil sandsynligvis se deres markedsandel og indflydelse på markedet blive mindre og mindre.

Opdateret 10. nov 2020