To SuperBrugsen er lukket efter brand
-
Både SuperBrugsen i Tommerup St. og på Godthåbsvej i Vanløse er lukket ned som følge af brand- og sodskader.
Med få dages mellemrum i februar blev først SuperBrugsen på Godthåbsvej i Vanløse og siden SuperBrugsen i Tommerup på Fyn ramt af brand. Røg- og sodskaderne har været så omfattende, at butikkerne er blevet lukket ned, mens der arbejdes på højtryk på at gøre butikkerne klar til åbning igen.
I SuperBrugsen Tommerup arbejder op imod 40 rengøringsfolk, håndværkere, malere og eget personale på at få gjort butikken klar igen efter en brand, der opstod tidligt søndag den 14. februar, formentlig i en defekt køledisk i slager- og delikatesseafdelingen.
Her har butikken måtte smide alt ud i butikken: 50 tons fødevarer og 38 paller ned nonfood.
Det eneste, der kan reddes, er butikkens vin. Samtidig har alle reoler, kassebånd og kølediske været skilt ad, for at de kunne blive gjort ordentligt rent efter sod.
Mens SuperBrugsen i Tommerup St. begynder at modtage varer fra uge 10 og ventes at åbne senere i marts, er der endnu ikke sat dato på en genåbning i SuperBrugen på Godthåbsvej, der har været lukket ned siden 2. februar. Her menes branden at været opstået i en motor i et tobaksskab.