Sundhedsministeren langer ud efter Coops tobaksindsats

Coop 24. okt 2018 -
This describes the image
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kritiserer Coop for ikke at skride til handling og gemme tobakken væk i alle kæderne. Foto: Flemming Leitorp

Der har på det seneste været heftigt gang i debatten om synlig tobak i butikkerne.

De store detailkoncerner har på det kraftigste opfordret politikerne til at lave en lovgivning, der giver ens forhold for alle. Blandt andet har Coops adm. direktør i en kommentar i Dansk Handelsblad efterlyst politisk handling.

Læs også: Kommentar: Her er en sag hvor politikerne også må bidrage!

Det afviser sundhedsministeren, som nu til gengæld langer ud efter Coop for ikke selv at gøre nok. Det skriver avisen Danmark.

- Coop vil godt smide buræg ud af Kvickly, for det har man en holdning om. Man vil også gerne bekæmpe mikroplast i vandet, og derfor vil man ikke sælge plastikbestik. Når det så kommer til cigaretter, har Coop også en holdning, men handler bare ikke derefter. Jeg kan kun opfordre dem til at handle, hvis de mener noget med det ansvar, de også har, siger Ellen Trane Nørby (V) til avisen.

Læs også: Minister afviser bøn om skærpet tobakslov

- Nu har Salling Group også nået at overhale Coop, og jeg kan forstå, at Coop stadig tøver, og det må vel betyde, at man ikke har en holdning på området, der er klar nok. Hvis det sociale ansvar var stort nok, kunne Coop bare komme i gang, siger hun endvidere.

Ulige konkurrencevilkår

Flere af de store detailkæder har allerede besluttet at skærme tobakken af, men blandt andre Coop og De Samvirkende Købmænd så hellere, at beslutningen blev truffet fra Christiansborg, så der gælder samme forhold for alle.

Frygten er, at salget af tobak i stedet vil flytte over til f.eks. kiosker og tankstationer, som ikke har gemt tobakken væk.

- Måske køber de bare deres cigaretter længere nede ad gaden. Desværre er der ikke noget, der tyder på, at alle butikker, kiosker og tankstationer frivilligt vil gemme tobakken væk, skriver Per Bank, adm. direktør i Salling Group i et debatindlæg i Børsen.

Oppositionen bakker op om lovgivning

Blandt oppositionspartierne er man indstillet på at lovgive om et udstillingsforbud, både af hensyn til konkurrencehensyn og indsatsen for at få færre unge til at ryge.

Socialdemokratiet anbefaler i sit nye sundhedsudspil f.eks. udstillingsforbud som et tiltag, der skal få færre unge til at begynde at ryge og forbedre folkesundheden.

Tidligere har Salling Group også efterlyst, at Coop kommer på banen og fjerner den synlige tobak i Coops kæder.

Selv indførte Salling Group tobaksafskærmning i alle kæder 1. oktober - et tiltag, som koncernen forventer vil koste et tocifret tab på bundlinjen. Til gengæld er salget af tobak faldet med op til næsten 40 pct. i visse Netto-butikker tæt på ungdomsuddannelser, siden tobakken blev gemt væk i discountkæden i juli.

Læs også: Debat: Hvornår gemmer du tobakken væk, Høgsted?

Opdateret 10. nov 2020