Statsministeren møder unge i discountbutik 

Coop 8. mar 2024 -
This describes the image
Statsminister Mette Frederiksen møder unge, der er kommet i gang med en uddannelse i 365 discount. Foto: Coop
  • Coop har via sin discountkæde hjulpet 800 unge udsatte til et fritidsjob. Målet er at få de unge i gang med en uddannelse

Dagligvarekoncernen Coop har siden 2019 hjulpet over 800 unge gennem ”Coop Crew” med at få et fritidsjob. Formålet er at styrke deres kompetencer og giver dem mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab og bidrage til mental sundhed.

Sammen med statsminister Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen besøgte Coops adm. direktør Kræn Østergård Nielsen i går 12 af de unge, som via Coop Crew har taget en elevuddannelse. Mødet fandt sted i 365discount Houlkær ved Viborg.

Tre af eleverne sluttede deres Coop Crew-forløb i butikken, mens resten havde første træning og arbejdsdag i butikken. 

- Det fik mig til at mindes min egen tid som ungarbejder i SuperBrugsen, hvor jeg tydeligt husker det stærke arbejdsfællesskab, jeg dengang blev en del af, siger Kræn Østergård Nielsen og ærgrer sig over, at der ikke er endnu flere unge, der får et fritidsjob. 

- De unge mennesker er guld værd i Coop, og med 25.000 ansatte i alderen 15-25 år siger det sig selv, at de unge er helt afgørende del af Coop, lyder det fra topchefen.

Kræn Østergård Nielsen takkede statsministeren og beskæftigelsesministeren for at sætte fokus på vigtigheden af at have et fritidsjob og en god god dialog om, hvordan erhvervslivet skaber de bedste rammer for de unge mennesker, der skal ind på arbejdsmarkedet for første gang.

Flere i fritidsjob

This describes the image

- Det er dejligt, at de viser interesse for Coop Crew. Jeg er glad for deres besøg i butikken i dag, hvor vi sammen med Ungdomsskoleforeningen, Viborg Ungdomsskole og ikke mindst Coop Crew-deltagerne diskuterede, hvordan vi skaber de bedste rammer for de unge mennesker, der skal ind på arbejdsmarkedet for første gang, siger Kærn Østergård Nielsen til Dagligvarehandlen.dk.

Gennem projektet "Coop Crew - Når fremtid bli'r til fritid" har Coop sat fokus på unge fra 25 kommune, der får mulighed for at deltage i et træningsforløb, hvor de prøver kræfter med arbejdsopgaverne i Coops discountkæde og dermed højne motivationen for selv at tage et fritidsjob efter endt forløb.

Målet med projektet er, at mindst 1.800 af de unge ville få et fritidsjob i den daværende discountkæde Fakta og nu 365 discount eller et andet sted ved at deltage i projektet, der løber over seks år og er støttet af Den A.P Møllerske Støttefond med 27,6 mio. kr.

Sidste år viste tal fra Danmarks Statistik, at 35 pct. af unge mellem 13-17 år har et fritidsjob i dag mod 32 pct. ti år før. Det er højere end på noget andet tidspunkt i den målte 10 års periode.
 

Opdateret 11. mar 2024