Snacking skaber et marked for nye produkter
Vi spiser oftere ude, og mange spiser mindre måltider mellem de tre store hovedmåltider. Nogle skifter ifølge Euromonitor International endda en del af de faste måltider ud med snacks.
Begrebet, der kaldes snacking eller græsning, skaber et marked for nye produkter, der er mere egnede til at spise på farten. Ifølge adm. direktør i Mondelez Danmark, Jesper Hvid-Hansen, ligger salget af ”core-snacking ” som kiks, chokolade, sukkerkonfekture, tyggegummi, pastiller, chips, is og snackbarer - i 2016 på ca. 15 mia. kr.
- Den del af snackmarkedet forventes at vækste med ca. 3 pct. om året til og med 2019, siger Jesper Hvid-Hansen.
Det betyder en årlig vækst alene på den søde og salte del af markedet på ca. 0,45 mia. kr. Jesper Hvid-Hansen forventer at også Mondelez vil få del i den vækst.
- Forbrugeren søger velvære i lige så høj grad som sundhed, men følger ofte impulser efter mental, social og fysisk velvære og vil snacke derefter i øjeblikket. Det kan være en snackbar ét øjeblik og tyggegummi det næste. Mondelez arbejder målrettet på at reducere salt, sukker og fedtindholdet i sine produkter uden at det går ud over den kendte smag. Desuden arbejder vi på mindre forpakninger, der passer til snacking-behovet, så for-brugeren ikke nødvendigvis spiser en hel pakke Oreo på en gang, siger han.
Mondelez Danmark sælger blandt andet Oreo og Tuc-kiks.
Vil inddrage osten
Arla genkender også tendensen med flere mellemmåltider, og forventer, at den vil udvikle sig yderligere.
Executive Vice President & CMO i Arla, Hanne Søndergaard, forudsiger, at Arla vil skabe vækst med et øget salg af sunde alternativer til blandt andet snackbarer og chips.
- Det er vores indtryk, at forbrugerne stiller de samme krav til deres snacks, som de i stigende grad gør til de store måltider. De skal være sunde og mættende. Det er det behov, som eksempelvis skyr med sit høje proteinindhold dækker, ligesom produkter med mysli gør det med ekstra fibre, siger Hanne Søndergaard.
Arla vil gerne inddrage osten i snacking-kategorien.
- Når man er sulten derhjemme, er ostemaden et typisk mellemmåltid. Vi overvejer i øjeblikket, hvordan vi kan få osten i spil som et færdigt snacking-produkt, der kan spises sammen med – eller i stedet for nødder og frugt, siger Hanne Søndergaard.
Coop på vej med nyt
Også i detailhandlen opleves den nye trend. Blandt andre sælger 7-Eleven produkter til snacking.
- Snacking har i mange år været i voldsom vækst i USA, og som andre trends er ”be-grebet” også nået Skandinavien og dermed Danmark, siger adm. direktør for 7-Eleven, Jesper Østergaard.
- De tidligere faste vaner og grænser for måltiderne udviskes gradvist, og mange af de yngre generationer lever ikke med disse rammer længere. De spiser oftere og nok mindre portioner ad gangen. Vi oplever vækst i både sundere og mindre sunde alternativer, men mest de sundere varianter, siger Jesper Østergaard.
Også Coop vil gerne have fat i snacking-kunderne og barsler med et nyt koncept senere på året.
- Vi arbejder i Coop med et tiltag inden for snacking, som vi forventer vil være klar efter sommerferien, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen.