Skarpere fordele i støbeskeen til Coops medlemmer
20 pct. bonus på Änglamark og Thise hver gang, du køber ind. Fri adgang til streamingstjenester, magasiner og lydbøger. 50 pct. rabat på mobil- og internetabonnement. Gavekort til hotel og rejseselskaber.
Det lyder næsten for godt til at være sandt, men det er ikke et desto mindre nogle af de elementer, Coop Danmark har inde i overvejelserne i fremtidens medlemsprogram.
”Coop er i gang med at udvikle et nyt koncept, som giver adgang til en masse fordele, når du hver måned via Coop app’en indsætter et fast beløb, du kan handle for. Derfor ønsker Coop din besvarelse på denne undersøgelse, så det nye koncept kan blive noget, du som forbruger kan bruge”.
Sådan lyder indledningen i en omfattende forbrugerundersøgelse, som Coop og Wilke for nylig har sendt ud til et udvalg af både medlemmer og ikke-medlemmer.
Direktøren for Coops medlemsprogram Anders Mittag nedtoner dog, at et nyt koncept sådan lige er på trapperne.
- Vi er ved at evaluere vores nuværende medlemsprogram, men der er ikke truffet nogen beslutninger om hvad, hvornår og hvordan, og der er heller ikke truffet beslutning om at gøre det anderledes. I sådan en evalueringsproces vil vi gerne spørge kunderne i stedet for at finde på det hele selv, siger Anders Mittag.
Tiltrækkende program med fordele
I forbrugerundersøgelsen skal man blandt andet svare på, hvor interesseret man er i at indsætte 1000 kr. ind på en Coop-konto om måneden mod til gengæld at få 20 pct. bonus på Coops egne mærker samt en ekstra fordel for hver 1000 kr. yderligere, man sætter ind på kontoen op til 5000 kr.
Ligeledes bliver forbrugerne eksempelvis spurgt om, hvad de mener, et sådan medlemsprogram burde hedde blandt flere mulige navne som f.eks. Coop Fordel eller Coop Prime.
Amazon har også et kæmpe loyalitetsprogram. Er det i den retning, I vil gå?
- Det er for tidligt at sige, om vi vil gå samme retning som Amazon, men vi vil gerne have et loyalitetsprogram, folk syntes, er tiltrækkende at være med i og som giver dem nogle fordele. Vi samarbejder i dag både med forsikrings- og mobilselskaber, rejsebureauer osv. i vores partnerprogram, som vi som sagt er ved at evaluere for at finde ud af, hvad folk lægger mest vægt på, så vi kan lave det helt rigtige program, som folk syntes er spændende – også om fem år, siger Anders Mittag.