Selvstændige kædeforeninger skal hente stemmer fra "Coop-butikker"

Coop 3. feb 2018 -
This describes the image
Hvem der vinder kampvalget om formandsposten i Coop, bliver afgjort den 14. april. Illustration: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Det nuværende bestyrelsesmedlem, Mikkel Irminger Sarbo, offentliggjorde fredag i sidste uge sit kandidatur til formandsposten i Coop Amba.

At der melder sig en ny kandidat på banen til at udfordre den genopstillede formand Lasse Bolander, får nu ikke de tre kædeforeninger, der repræsenterer de selvstændige LokalBrugsen, Dagli'Brugsen, SuperBrugsen og Kvickly-varehuse, til at ryste på hånden.

Søren Tang Sørensen, talsmand og næstformand i Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening, fortæller, at brugsforeningernes fælles kandidat ventes at blive offentliggjort i næste uge, og at vedkommende er en person med stor erfaring, der kan samle de selvstændige brugsforeninger og Coop-koncernen.

Skal brugsforeningernes kandidat i sidste ende vælges som formand den 14. april kræver det dog, at vedkommende får stemmer fra flere af de landsrådsmedlemmer, som i dag har tilknytning til de Coop-ejede butikker.

Ca. 55 pct. af de valgte medlemmer i Coop Landsråd repræsenterer nemlig de Coop-ejede butikker, mens ca. 45 pct. har tilknytning til de selvstændige butikker. Hertil kommer 11 medarbejderrepræsentanter og i alt fire landsrådsmedlemmer fra Grønland og Færøerne.

- Jeg ved, at der er landsrådsmedlemmer fra de Coop-ejede butikker, der vil gå imod den siddende formand (Lasse Bolander, red.), men jeg kan heller ikke udelukke, at der er medlemmer fra de selvstændige butikker, der bakker ham op. Min erfaring med valg er, at det aldrig går som forventet, siger Søren Tang Sørensen med udsigten til et tæt forårsvalg.

Lobbyarbejde forude
Søren Tang Sørensen bekræfter, at de tre kædeforeninger og Brugsforeningernes Arbejdsgiverforening havde inviteret landsrådets medlemmer til et fælles møde i december "for at drøfte situationen", men vil ellers ikke fortælle nærmere om, hvad der var på agendaen.

Med to en halv måned til formandsvalget er der dog ingen tvivl om, at lobbyarbejdet for længst er gået i gang, og at det ikke bliver mindre som valgdatoen nærmer sig.

23. marts er sidste frist for opstilling af kandidater, og til den tid er det ikke utænkeligt, at der er flere end tre navne på spil til formandsposten. Ved de seneste to valg er Lasse Bolander ellers blevet genvalgt helt uden modkandidater.

Det er alene de 124 medlemmer af Coop Landsråd, der har stemmeret til formandsvalget.

Opdateret 10. nov 2020