Selvscanningskasser breder sig i SuperBrugsen
Inden år året er omme, vil tre ud af hundrede kunder i landets 240 SuperBrugser selv sørge for scanning og betaling af deres varer på en indkøbstur i kædens butikker. Det er i hvert fald målet ifølge kædedirektør Jesper K. Andersen.
- Lige nu er det omkring 1 pct. af vores kunder, der benytter muligheden for at scanne selv med deres mobiltelefon, men i SuperBrugsen i Trekroner, hvor vi har testet selvscanningskasserne, er det 6-7 pct., der scanner selv. Vi ved, at i udlandet - blandt andet i Coop Sverige - er det nogle steder op mod halvdelen af kunderne, der benytter sig af muligheden for at klare scanningen selv, siger han.
Muligheden for at scanne varer med mobilen er implementeret i SuperBrugsen i løbet af det seneste halve år. Nu er turen kommet til selvscanningskasser. I 60 butikker
- I disse uger installerer vi selvscanningskasser i 60 butikker, og i løbet af det kommende år vil yderligere et stort antal af vores butikker tilbyde muligheden. Alle butikker skal have selvscanningskasser på længere sigt, men vi skal være sikre på, at vores kunder er klar til at benytte kasserne - ikke mindst i de mindste butikker. Selvscanningskasser kommer til at erstatte en betjent kasse, siger Jesper K. Andersen.
Brugsbestyrelser og medarbejdere i SuperBrugserne gør i øjeblikket en indsats for at informere og vejlede kunderne i scanselv-løsningerne.
- Og når selvscanningskasserne bliver installeret, bliver muligheden endnu mere synlig, og flere vil benytte begge muligheder, siger Jesper K. Andersen.
Søsterkæden Kvickly afsluttede installeringen af scanselv-kasser i slutningen af august, og kædedirektøren for Kvickly, Allan Kristoffersen, forventer, at hver tiende Kvickly-kunde vil scanne selv ved kassen eller med mobilen ved udgangen af året.