Seamore vil have tang på tallerkenen

Coop 21. mar 2017 -
This describes the image
Willem Sodderland, stifter af Seamore.
Skrevet af: Søren Tougaard

Mens flere restauranter har fået øjnene op for tang som en råvarer, er salget af tangprodukter ret beskedent i dagligvarebutikkerne herhjemme. Snart får de københavnske Irma-kunder dog mulighed for at smage, om tang er noget for dem, når Seamore i uge 12 uddeler smagsprøver som tang-pasta og tang-bacon i Irmas flagskibsbutik på Axeltorv, hvor den hollandske producent er kommet ind på hylderne.

Og forhåbningerne til det danske marked er på forhånd store fra Seamores side. Virksomheden fremhæver, at danskerne køber endnu flere økologiske og bæredygtige fødevarer end hollænderne, og Seamore har i forvejen har en leverandøraftale med Hollands største supermarkedskæde Albert Heijn.

Virksomheden eksporterer også produkter til Tyskland, England, Schweiz og det australske marked.

Innovativt fødevaremarked

– Seamore bliver i første omgang testet i Irma på Axeltorv, hvilket meget gerne må blive springbrættet til andre butikker. Vores erfaring er, at mange dagligvarekæder er på udkig efter ”fremtidens fødevarer”, så når vi først er ét sted, leder det os hurtigt ind i andre butikker. Især hvis butikkerne har et godt udvalg af økologiske, sunde og bæredygtige produkter, fortæller Willem Sodderland, iværksætter og stifter af Seamore.

Siden lanceringen af det første tang-pasta tilbage i 2015 har Seamore modtaget en række innovations- og fødevarepriser. For ikke nok med at tang fremhæves som et meget sundt produkt med et højt indhold af proteiner, mineraler og vitaminer. Tang tager også favntag på den globale fødevareudfordring, der betyder, at der i 2050 bliver 9 mia. munde at mætte samtidig med, at temperaturen ventes at stige.

Derfor er havet også et godt sted at se imod, når fremtidens grøntsager skal dyrkes, mener Willem Sodderland, der fortæller, at Danmark er et oplagt marked for salg af tangprodukter.

– Danskerne er kendte for at være innovative og nytænkende, både når det kommer til at tænke i utraditionelle fødevarer og anvendelsesmuligheder, og når det kommer til at vælge bæredygtige produkter, der er gode for miljøet. Og her tænker jeg ikke blot på ledestjerner som Noma, der sætter myrer og insekter på menuen. Jeg har været i Danmark to gange og begge gange har jeg oplevet en nærmest overstrømmende appetit og nysgerrighed for vores produkter og for tang i det hele taget, siger Willem Sodderland.

Central position i måltidet

Han fortæller, at Seamores tang i øjeblikket kommer fra Irland og Frankrig, men at det bestemt ikke kan udelukkes, at Danmark kunne være et oplagt land at høste tang fra i fremtiden. Lige nu har Seamore udviklet de to produkter tang-pasta og tang-bacon, og virksomheden vil forsøge at udbrede kendskabet til tangfødevarer og i det hele taget give tang en mere central rolle i madlavningen.

– Vi ønsker at tang skal indtage en mere fremtræden position i alle typer måltider. Som f.eks. en grøntsag, en hav-grøntsag kan du kalde det. Derfor tester og leger vi hele tiden med nye måder at anvende kendte tangarter på. Sådan blev I Sea Bacon til. Vi stegte tangtypen Palmaria Palmata, og så kom smagseksplosionen, som når du sætter tænderne i bacon, fortæller Willem Sodderland.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?