Samvirke delvist på nye hænder
-
Coop vil holde liv i medlemsmagasinet Samvirke via samarbejde med eksternt bureau. Den svenske kooperation KF vil sælge sin medievirksomhed
Produktionen af månedsmagasinet Samvirke, der slår både Ud & Se og Motor i læsertal, er nu lagt i hænderne på Piccolo Media Group (PMG).
Outsourcingen, der i fjor kostede fire medarbejdere jobbet hos Coop amba, har ifølge magasinets ansvarshavende chefredaktør Lars Aarup, Samvirke, givet magasinet flere annoncer, så det kan udkomme i et tykkere format og dermed få et bredere stofvalg, der kan rumme nyheder.
PMG overtager annoncesalg, produktion, layout, tryk og redaktion af Månedsmagasinet Samvirke, der har et månedligt oplag på 300.000 og 936.000 månedlige læsere ifølge Gallup. Til sammenligning har Ud & Se 389.000 læsere og Motor 398.000.
Samtidig overtager PMG ansvaret for salget til alle Samvirkes digitale platforme.
- Kvalitets- og magasinjournalistikken får med det nye samarbejde et løft, månedsmagasinet bliver mere aktuelt og tidssvarende, og målet er desuden at nå en yngre målgruppe end i dag ved at brede stoffet ud til også at omfatte litteratur og populærvidenskab, hvor magasinet i en årrække primært har fokuseret på stof med en klar forbrugervinkel, siger Lars Aarup.
I februarudgaven forklarer chefredaktør Lars Aarup, Samvirke, at ”i dag er Samvirke organet for dem, der i andelsbevægelsens ånd ønsker at virke sammen, skabe noget sammen og sætte ansvaret for vores fælles fremtid over særinteresser".
- Vi står på skuldrene af skiftende redaktioner, der i 96 år har udgivet mere end et tusind magasiner om husholdning, forbrug, mad, kultur, litteratur, videnskab, sundhed, miljø og mange andre emner, der har fyldt gennem tiderne. Magasinet ville fortsat være en kilde til inspiration, refleksion og fællesskab, siger Lars Aarup.
Den tidligere analysechef i forretningen Coop blev i efteråret både ny kommunikationsdirektør for foreningen Coop amba og chefredaktør for Samvirke.
Som en af sine første opgaver valgte han at flytte produktionen af det hæderkronede magasin til en ekstern leverandør, der står for salg af annoncer og alt det indhold, der ikke direkte er forankret i Coops univers, uanset om det gælder forretningen eller foreningen.
- Vi har stadig vores egen redaktion med tre journalister til at dække Coop-stoffet og stå for den digitale del af Samvirke. Derudover står vi for distribution af magasinet til vores 1000 butikker, hvor medlemmer kan hente det gratis ved at scanne deres medlemskort, siger Lars Aarup.
Navnet Samvirke blev introduceret i februar 1945 som en oversættelse af det engelske ord cooperation og det oldnordiske ord ”yrke”, det betyder arbejde eller beskæftigelse.
For godt to år siden gik Samvirke for alvor også digitalt, hvad redaktionen hos Coop fortsat har fokus på opslag på Facebook og Instagram samt et nyhedsbrev til 200.000 abonnenter, hvor historien fortsat tager sit udspring hos Coop og i forbruget.
- Butikkerne sælger varer. Samvirke sælger holdninger og er med til at understøtte den demokratiske proces i foreningen, siger Lars Aarup.
KF søger ny ejer til Vi Media
Den svenske kooperation KF har i en årrække arbejdet på at effektivisere forretningen for at kunne koncentrere sig om kerneforretningen indenfor dagligvarehandlen. Som led i omlægningen har KF besluttet at frasælge medievirksomheden Vi Media.
- Beslutningen om at frasælge Vi Media er en del af den store strukturændring inden for KF og Coop i Sverige, der blandt andet betyder, at alle Coop-butikker i dag er ejet af landets 26 forbrugerforeninger, siger Thomas Svensson, økonomidirektør og ejerleder i KF.
Vi Media udgiver Sveriges førende kulturtidsskrift Tidningen Vi og Vi Läser. Virksomheden arrangerer også events og rejser og har sit udspring i avisen Konsumentbladet, der udkom første gang i 1913, men som altid haft en selvstændig rolle over for KF som ejer.
Ligesom Samvirke har de to svenske magasiner været gennem en digital transformation.
Al journalistikken udbydes nu digitalt, også som lydmedie, hvad der er blevet godt modtaget af læserne og førte i 2023 til øget indtægter på abonnement.