Samarbejdspartnere skal hjælpe Dagli’Brugsen

Coop 16. jan 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

De seneste to år har Dagli’Brugs-kædens butikker været ramt på omsætningen af grå og regnvåde somre. Nu skal alternative tilbud både på kæde- og på butiksplan trække kunder ind i butikkerne. Tilbuddene skal skabes med de samarbejdspartnere som blandt andre oplevelsescentre, rejsearrangører og sommerhusudlejere, som Coop har i sit medlemsprogram.

- Mange af vores butikker er meget følsomme over for vejret. Vejret kan vi ikke gøre noget ved, derfor arbejder vi i øjeblikket på at finde ud af, hvad vi kan gøre, så vi er mindre sårbare, hvis vejret ikke er med os, siger formatdirektør Jesper K. Andersen.

Han vil af konkurrencehensyn ikke fortælle helt konkret, hvilke planer kæden har.

- Men vi vil benytte os af de samarbejdspartnere, som vi har i vores medlemsprogram. Sammen kan vi give Coop-medlemmer specielle tilbud, som kan gavne både butikker, kunder og samarbejdspartnere, siger Jesper K. Andersen, der havde håbet, at 2016 havde budt på en samlet øget omsætning.

- Vores markedsandel ligger på 5 pct., det gjorde den også i 2014. Vi har lidt færre butikker, så det går fremad i den enkelte butik – ikke mindst i de butikker, som vi har omstillet til Fremtidens Dagli’Brugs, siger Jesper K. Andersen.

Omsætningen lå i 2014 på cirka 6,8 mia. kroner inklusive brændstof. Jesper K. Andersen udelukker ikke, at flere butikker vil lukke.

- Markedet er presset, men det kan også ske, at vi åbner butikker. Enten ved at konvertere butikker fra Coops andre kæder eller ved at købe butikker af konkurrenterne.

Bynavn på facaden

I alt 85 butikker er nu omstillet til det nye koncept – det er en del færre end de 130, som Jesper K. Andersen i efteråret 2015 sagde ville være klar inden 2017.

- Butikkerne er klar, og pengene er der, men vores etableringsafdeling, der også arbejder for Coops andre kæder, har ikke kunnet følge med. Vi satser på, at omkring 100 skal omstilles i år, siger Jesper K. Andersen. Når butikker bygges om, vil der i fremtiden stå et bynavn på facaden – lidt i stil med Spar, der benyttede købmandens fornavn på facaderne.

- Det skal understrege vores lokale forankring og understrege, at Dagli’Brugsen ikke bare er det sted, hvor man køber sine dagligvarer, men også det lokale samlingssted, siger formatdirektøren. Fælles markedsføring Butikkerne vil næste år også indbyde til flere smagedage, som er kædens måde at introducere Coops madmanifest og nye fødevarer på.

- Vi havde stor succes med to smagedage sidste år og vil indbyde til fl ere næste år – både på kædeplan og lokalt. Derudover kører vi i øjeblikket i fem butikker et pilotprojekt med fællesspisning, fortæller Jesper K. Andersen.

Han satser på, at den overordnede sammenlægning af Coops kæder, der blandt andet giver en fælles markedsføring, også vil hjælpe Dagli’Brugsen, der med fem lukkede butikker ved årsskiftet tæller 354 butikker inklusive Lokal- Brugsen.

- Vi har aldrig før annonceret i dagblade eller på tv. Nu er vi med sammen med Kvickly og SuperBrugsen. Det øger kendskabsgraden af kæden, siger Jesper K. Andersen.

Opdateret 10. nov 2020