Rødvinssalget falder 200 mio. kr. på to år
Rødvinen hører traditionelt til en af de absolutte topkategorier i dansk dagligvarehandel, og rødvinen indtager da også en aktuel sjetteplads på listen over kategorier med størst omsætning.
Men det danske rødvinssalg har været under pres de senere år, og den to-årige periode fra uge 40 2017 til uge 40 2019 var bestemt ingen undtagelse.
Tal fra analysebureauet Nielsen viser således, at rødvinssalget skrumpede med yderligere 200 mio. kr. til i alt 3,2 mia. kr. i perioden. Det svarer til et fald på 6 pct.
Omvendt steg salget af rosévin med 81 mio. kr. i dagligvarebutikkerne over de to år, svarende til en vækst på hele 48 pct.
- Vi har set et faldende rødvinssalg siden 2013. Danskernes alkoholforbrug skifter væk fra det traditionelle rødvin, pilsner og snaps til cocktails, ales og andre specialøl, hvidvin og rosévin, siger Rasmus Sarauw-Nielsen, detailanalytiker og leder af Nielsens marketing og kommunikation i Norden.
Vinsalget vender i USA
Trods faldet i rødvinssalget er der dog intet, der indikerer, at danskerne skænker mindre vin op i glasset.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at der blev solgt 154 mio. liter vin herhjemme i 2018 mod 153 mio. liter i 2014.
Anderledes går udviklingen i USA. Ifølge nye tal fra analysevirksomheden IWSR, der følger salget af øl, vin og spiritus tæt, faldt vinforbruget i USA med 0,9 pct. målt i volumen i 2019.
Det er første gang i 25 år, at amerikanernes vinforbrug falder.
Også amerikanernes øl-forbrug faldt for fjerde år i træk sidste år – denne gang med 2,3 pct. Derimod stiger salget af spiritus og ready-to-drink cocktails på det amerikanske marked.
80 pct. af al den vin, der drikkes i Danmark, købes i dagligvarehandlen, ca. 12 pct. via vinhandlere, mens online udgør omkring 4 pct., oplyser Coop, der med onlineuniverset VinCooperativet nu selv for alvor angriber onlinemarkedet for vin.
- Vi er i dag Danmarks største forhandler af vin, og sælger ca. 44 pct. af al den vin, der sælges i dagligvarehandelen. Med den indkøbsstyrke er målet, at vi skal have samme position på nettet i løbet af de kommende fire år, sagde vinchef i Coop, Brian Karstens, ved lanceringen af VinCooperativet i november sidste år.