Rødkål, kombucha og økologisk is vandt Coops produktpris
SuperBrugsen, Kvickly, Dagli’Brugsen og kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem har i flere måneder været på jagt efter de bedste lokale produkter i Danmark.
I weekenden blev vinderne fundet i forbindelse med, at kokkekonkurrencen blev holdt på Bornholm:
Kombucha fra producenten Klint & Bro, rødkål fra Nord & Sylt og økologisk sommeris fra Jacob & Jakob Icecream vandt hver sin kategori inden for mad, drikke og konfekture.
Produktprisen gives til produkter, der med en god historie, en særlig råvare og unik oprindelse kan give forbrugerne nye og spændende smagsoplevelser.
71 produkter er blevet smagt og testet, og 9 producenter blev udvalgt til at dyste om Produktprisen 2017.
Alle tre vindere af Produktprisen 2017 modtager en præmie på 5.000 kroner, og bliver tilbudt at mødes med Coop om fremadrettet samarbejde og mulighed for at testsælge finaleproduktet i tre lokale Coop-butikker (SuperBrugsen, Dagli’Brugsen eller Kvickly).