Private label-varer får mere plads i tilbudsavisen

Coop 12. feb 2018 -
This describes the image
digitale tilbudsaviser mærkeleverandørerne Arkivfoto: John Ehbrecht

Kædernes egne varer, de såkaldte private label-produkter, fik sidste år flere pladser i de ugentlige tilbudsaviser, viser en ny opgørelse fra konsulenthuset iCoCos Tilbudsdata.

Antallet af private label-varer steg i alt 4,6 pct., hvilket dækker over en ret stor spredning i kæderne. Eksempelvis var der færre private label varer i Coops aviser, hvilket også hænger sammen med et fald i den samlede promovering af varer fra koncernen.

Aldi placerede knap 26 pct. flere private label-varer i kædens tilbudsaviser, og Dansk Supermarked fulgte med en stigning på 21 pct. lige efter. Dagrofa øgede antallet af private label-varer med godt 17 pct., mens Coop reducerede mængden med 12,5 pct.

Private label-varerne udgør dog fortsat kun 17 pct. af det totale antal varer, der er markedsført i tilbudsaviserne.

Mindre vin og mere øl

På toppen af listen over varer, der har fået plads i ugens tilbudsaviser i 2017, ligger fortsat vinen, der var i aviserne i alt 7.567 gange. Der er dog sket et lille fald i antallet af promoveringer af vinen på knap 3 pct.

Til gengæld har øl været på avisernes sider godt 2 pct. flere gange end i 2016.

Mejeriprodukter er på tilbudssiderne næsten lige så ofte som vin, men er faldet med 7 pct. i 2017. Endnu mere er det gået ud over dyremad, der har været i aviserne 722 gange. Det er et fald på godt 17 pct.

Varer fra bistro- og delikatessen er blevet promoveret 10 pct. flere gange i 2017 end året før. Det kan skyldes, at convenienceprodukter er blevet tiltagende populære, og at de har fået mere plads i butikkerne. Men samtidig er der dog sket et fald i markedsføring af færdigretter på godt 8 pct.

Opdateret 10. nov 2020