OK-koncernen tanker nyt rekordoverskud

Coop 22. apr 2020 -
This describes the image
Adm. direktør Jens Wisborg kan glæde sig over et rekordhøjt overskud i 219. Foto: OK
Skrevet af: Søren Tougaard

OK-koncernen kom et skridt nærmere en tocifret milliardomsætning. Sidste år lagde den andelsejede energikoncern 169 mio. kr. til toplinjen, der nu lyder på ca. 9,9 mia. kr.

Det er ny omsætningsrekord for energiselskabet, hvor Coop Danmark har en ejerandel på ca. 20 pct. Hertil kommer, at de selvstændige brugsforeninger også ejer en del af OK-koncernen.

Netop det tætte ejerskab er også forklaringen på, at størstedelen af landets 677 OK-benzinanlæg er placeret i nær tilknytning til en dagligvarebutik, der enten ejes af Coop Danmark eller en selvstændig brugsforening.

I OK’s hovedbestyrelse sidder blandt andre Coop-formand Lasse Bolander, Coops koncerndirektør Kræn Østergård Nielsen samt tre forhandlervalgte repræsentanter fra de selvstændige brugsforeninger.

De kunne alle glæde sig over, at OK-koncernen formåede at lande et nyt rekordresultat af primær drift på 594 mio. kr., hvilket er en forbedring på 61 mio. kr. i forhold til 2018.

Det smitter også af på årets resultat, der går frem fra 405 mio. kr. i 2018 til 461 mio. kr. sidste år.

Forbedret kundeoplevelse

Resultatet er opnået i en markedssituation, der for samtlige markeder er præget af stærk konkurrence.

På den baggrund er det meget tilfredsstillende, at OK oplever stigende kundeloyalitet på det danske marked, mener Jørgen Wisborg, adm. direktør i OK.

- I moderselskabet har vi i de senere år investeret meget i at digitalisere og forbedre kundeoplevelsen på vores mere end 670 tankstationer og 75 Truck Diesel stationer til landbruget og øvrige erhvervskunder. Vi er eksperter i kundeservice i OK, men det er klart, at innovative abonnementsløsninger og digitale betalingsløsninger i høj grad har været med til at understøtte det hårde salgsarbejde, siger Jørgen Wisborg i en kommentar til årsregnskabet.

OK melder om fremgang på stort set samtlige forretningsområder. Det gælder også i conveniencekæden OK Plus, der tæller 69 butikker i forbindelse med tankstationer, samt i vaskehalsforretningen, der blev udbygget med 22 svanemærkede vaskehaller sidste år.

OK-koncernen tæller udover moderselskabet OK og datterselskabet OK Plus også datterselskaber som målerkoncernen Kamstrup og EnergiData.

På grund af coronakrisen er det øget usikkerhed om årets resultat i 2020 i såvel OK som tilknyttede datterselskaber.

OK ejes af lidt mere end 300 forhandlere og ca. 11.300 kunder, der alle kan glæde sig over en rekordudlodning på ca. 200 mio. kr.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?