Økologisk kød hakkes og skæres i industrien

Coop 26. sep 2017 -
This describes the image
Foto: Colourbox

Stort set alt økologisk kød er detailpakket af industrien. Kun ganske få af supermarkedernes slagterafdelinger har nemlig kastet sig ud i selv at skære økologisk kød, da det kræver et omfattende økoregnskab.

Fra Coop lyder det, at fem til 10 butikker selv skærer øko-kød.

- Antallet afhænger af sæson og tilgængelighed af råvarer, siger Esben Meier, der er kategorigruppechef for kød i Coop.

- Det stiller store krav, hvis man vil opskære økologisk kød i butik - til egenkontrol, adskillelse i kølerum, adskillelse under forarbejdning, og butikkerne fravælger denne yderlige kompleksitet. Desuden er udbud og efterspørgsel fortsat ikke i balance. Landmændene får en meget høj afregning, slagterierne opretholder et højt prisniveau, og vi døjer fortsat med at levere de varer, som kunderne efterspørger. Derfor er bedre at bruge tiden på andre produkter, der kaster en bedre margin af sig, forklarer Esben Meier.

I Dansk Supermarked er alt økologisk kød detailpakket i industrien. Ifølge kommunikationskonsulent Kasper Reggelsen er kæderne dækket godt ind af ”gode øko-leverandører”.

I Dagrofa er der kun nogle få slagtere, der selv skærer øko-kødet.

Stigende salg af økologisk kød

Salget af økologisk kød er i første halvår af 2017 steget med 12 pct. i detailhandlen, fortæller Økologisk Landsforening på baggrund af tal fra dagligvarekæderne.

Eksempelvis er salget af svine- og oksekød steget med 16 pct., mens fjerkræsalget er vokset med 8 pct. og pålæg og pølser med 10 pct.

- Vi har oplevet et par år med underforsyning af økologisk kød, men nu begynder udbuddet af økologisk kød at stige igen, og det ses på væksten, siger Gitte Hvoldal, chefkonsulent Økologisk Landsforening.

Fra 2015 til 2016 faldt salget af okse- og kalvekød samt pålæg. Der blev solgt mere økologisk svinekød, således at det totale salg steg.

Coop bekræfter stigningen i salget. Koncernens kæder har oplevet en omsætningsvækst på det detailpakkede økologisk kød på 16 pct., og det økologiske kød udgør nu 12 pct. om kødomsætningen.

I Dagrofa har butikkerne oplevet en stigning på cirka 28 pct. i salget af de detailpakkede økologiske kød, fortæller Maria Noel fra Kommunikationsafdelingen.

Opdateret 10. nov 2020