Nyt koncept skal løfte Kvickly

Coop 9. mar 2017 -
This describes the image
De største butiksformater som Kvickly og Bilka har præsteret den største vækst i dagligvarehandlen i årets første fem måneder, viser tal fra Danmarks Statistik.   Arkivfoto: Henrik Frydkjær

Når Esbjerg den 10. april får et nyt shoppingcenter, Broen, er der samtidig premiere på en ny version af Coop Danmarks varehuskæde Kvickly.

Kvickly kæmpede i mange år med underskud, men i 2014 og 2015 lykkedes det at vende udviklingen, så der kom sorte tal på bundlinjen. Nu har varehusene imidlertid fået mere at slås med.

Ifølge Danmarks Statistik tabte den underbranche, hvor Kvickly hører til sammen med konkurrenter som Føtex og Bilka, næsten 5 pct. i omsætning sidste år.

Derfor skal den nye Kvickly i Broen i Esbjerg og de andre testbutikker i kædens nye koncept helst ramme plet.

- Det er en kæmpe konceptudfordring, som vi tager hul på i år, hvor vi kommer med det første bud på et nyt koncept for Kvickly. Det bliver baseret på det bedste af det, vi har lært i den nyeste Kvickly i Albertslund, på det bedste fra SuperBrugsen - og ideelt set tilsat noget ny magi, siger koncerndirektør i Coop med ansvar for bl.a. brugskæderne, Gregers Wedell-Wedellsborg.

Fundamentalt anderledes Kvickly

Allerede i sommeren 2016 fortalte Kvicklys daværende kædedirektør Søren Steffensen om planer for en omfattende modernisering af kædens knap 80 varehuse. Han lancerede samtidig ambitioner om at løfte den gennemsnitlige omsætning i varehusene til 125 mio. kr. over tre år.

Efter betydelige organisationsændringer i Coop senere på sommeren står en fremtidssikring af Kvickly’erne højt på dagsordenen.

- I Brugs-kæderne er det vores største enkeltstående udfordring at afklare, hvad et varehus - eller et stort supermarked - skal kunne i fremtiden. Og hvor stort et investeringsbehov, det kræver at komme derhen. Er det mest et sortimentsspørgsmål, eller bliver vi nødt til at indrette vores butikker fundamentalt anderledes, end vi gør i dag?, lyder spørgsmålet fra Gregers Wedell-Wedellsborg.

Opdateret 10. nov 2020