Nyt Coop-tilbud binder husholdningspenge for rabatter og fordele
Mens Amazon med sit loyalitetsprogram Amazon Prime er på vej til Skandinavien med Sverige som første stop, har Coop netop udvidet sit loyalitetsprogram med et navn, der minder umiskendeligt om det amerikanske setup: Coop Prime.
Efter en test i en mindre gruppe, gælder muligheden fra uge 34 for alle dagligvarekoncernens 1,9 medlemmer.
- Vi er inspireret af Amazon, men også af andre med Prime-navnet. Coop Prime bliver positivt modtaget af vores medlemmer, siger digital direktør i Coop Morten Viktor.
[caption id="attachment_90008" align="alignnone" width="451"] Foto: Henrik Frydkjær[/caption]
Coop Prime findes som en del af koncernens medlemsapp og fungerer således, at medlemmer kan binde sig til en fast overførsel af minimum 1000 kr. hver måned.
Pengene skal bruges i en af Coops butikker, Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma, Fakta og nu også Coop.dk Mad, der ikke var med fra begyndelsen.
På Coop.dk Shopping kan pengene endnu ikke benyttes.
- Vi har sat beløbet op fra 3000 til 5000 kr., fordi vi kan se, at flere kunder topper deres faste overførsel op med overgangsoverførsler, og vi får henvendelser fra kunder, der gerne vil kunne sætte flere penge ind fast. Lige nu kan jeg ikke sige, hvor grænsen er for, hvor mange penge folk vil sætte ind. Vi følger kundernes adfærd og reagerer derefter. Men programmet er kun i sin vorden, siger Morten Viktor.
Har man en Prime-konto, kan man også få 1000 kr. i kredit, penge, der trækkes på medlemmets konto i slutningen af måneden.
Medlemmer køber mere
Når et medlem har en fast overførsel på 1000 kr., får han eller hun grundpakken: 15 pct. ekstra bonus på varer fra Thise og private label-varer med mærkerne 365, Irma Hverdag samt Änglamark. Derudover er der dobbelt op på samlemærker.
Jo flere penge et medlem sætter ind på kontoen, jo flere fordele er der at vælge i mellem:
Et abonnement på bogtjeneste Mofibo, C More, et månedligt gavekort til brændstof ved OK på 50 kr. eller eksempelvis TV 2 Play.
- Vi har flere fordele på vej - eksempelvis en månedlig gratis bilvask og dobbelt op på bonus på Coop-forsikringer, men også andre jeg ikke vil sige mere om nu, siger Morten Viktor.
Han vil heller ikke sige noget om, hvor mange medlemmer der skal benytte den faste overførsel, for at Coop Prime skal kaldes en succes, eller hvor mange penge Coop investerer i programmet.
- Men jeg kan sige, at kunderne typisk er mere loyale, når de har sat penge ind på deres konto, og målet er jo netop at få kunderne til at køre forbi andre butikker og vælge en Coop-butik, siger Morten Viktor. Han udelukker ikke, at en valgfri fordel kunne være rabat på produkter fra en mærkevareleverandør eller fri fragt på leveringer fra Coop.dk Mad.
- Vi lytter til kunderne, siger Morten Viktor.