Ny tendens: Færdigretter med mindre kød vinder frem i Coop

Coop 15. aug 2019 -
This describes the image
Billede fra Coops Daglig Brugsen i Thorsager Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen
Skrevet af: Søren Tougaard

Når kunderne står i en SuperBrugsen eller Kvickly og skal finde en færdigret til aftensmaden, har de fået en ny valgmulighed.

En færdigret behøver nemlig ikke længere være et spørgsmål om meget eller slet intet kød.

Flere færdigretter tilpasset ønsket om mindre kød i hverdagen er nemlig at finde i kølediskene hos Coop.

- Vi begynder at se en ny tendens og en helt ny kategori af retter med mindre kød, f.eks. 15 pct. kød. Specielt de yngre ønsker at spise mindre kød, og det ser vi også nu indenfor færdigretter. Producenterne producerer det, kunderne gerne vil have, og vores egne slagtere kommer heller ikke til at fortsætte med at producere kød og kartofler, siger Lars Aarup, analysechef i Coop Danmark.

Han fortæller, at Coop oplever en pæn fremgang i salget af færdigretter, og Lars Aarup vil ikke blive overrasket, hvis væksten nærmer sig omkring 20 pct. i år.

Og det er især i storbyerne, der er et skub i salget af færdigretter, hvor retter med fjerkræ og vegetariske retter vokser mere end færdigretterne med kød.

- Antallet af steder, hvor forbrugerne kan få mad, stiger og stiger. Udbuddet af mad har aldrig været større herhjemme, og vi forventer stor vækst indenfor convenience i Coop. Generelt forventer vi, at salget af oksekød og svinekød kommer til at falde, mens det er kylling og grønt, der vokser mest, fortæller Coops analysechef.

Vil vinde "maveandele"

Da salget af dagligvarer i de fysiske butikker stort set kun vokser i takt som inflationen, har Coop de senere år rettet fokus på det voksende "share of stomach"-marked, som favner dagligvarehandel, convenience, specialfødevarebutikker, restaurationsbranchen og e-handel med dagligvarer.

- Vi skal vinde "maveandele". Det er et kæmpe fokusområde. Når vi kigger fremad, ser vi, at "share of stomach"-markedet vokser til 180 mia. kr. Måltidskasserne er vokset syv gange på to år, og catering og online fortsætter med at vækste, sagde Coops koncerndirektør Jens Visholm ved indgangen til 2018.

Opdateret 10. nov 2020