Ny frostdistributør skal spare Coop for millioner
Hvis Coops kunder i sidste uge regnede med at de skulle have en frossen and til Mortens Aften med hjem i indkøbsposen fra SuperBrugsen eller en af de andre Coop-kæder, så blev de skuffede. Coop fik nemlig ny distributør af frostvarer for en lille måned siden, og det har medført tomme frostdiske i koncernens butikker.
Aftalen med den nye distributør, Cold Star i Vejle, skal ifølge informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen, givekoncernen ”en årlig besparelse på et tocifret millionbeløb, som er baggrund for skiftet”.
Men ind til videre har den mest af alt givet butiksledelserne frustrationer og kunderne skuffelser – og så er det ikke gratis ikke at have de varer, som kunderne går efter.
- Det koster i tabt omsætning, men vi har ikke sat et beløb på endnu, siger Jens Juul Nielsen.
Forsinkede ænder
Han kan dog mandag tilføje, at der er kørt mange varer ud i løbet af weekenden.
- Situationen er forbedret, men der er stadig et betydeligt efterslæb, og det betyder, at der fortsat er mangler i butikkernes frostbokse, siger han.
Nogle kunder kan måske være heldige at få den frosne and på tilbud, når den med forsinkelse kommer ud i butikkerne. For hvad skal man stille op med en frossen and nogle dage efter Mortens Aften – om ikke give kunden et afslag i prisen?
- Som udgangspunktet får butikkerne de varer, de bestiller, men med forsinkelse. Ænderne bliver leveret ved næste leverance, medmindre butikkerne annullerer ordrerne, siger Jens Juul Nielsen.
Han kan endnu ikke sætte en dato på, hvornår frostboksene igen er fyldte.