Ny Fakta bliver showroom for Danfoss

Coop 13. jan 2020 -
This describes the image
Brugsforeningen for Als og Sundeved driver 13 butikker, her i blandt Fakta-butikken i Sønderborg, samt 13 tankanlæg. Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Danmarks største brugsforening, Brugsforeningen for Als og Sundeved, åbner til næste år en Fakta-butik lidt ud over det sædvanlige.

Fakta-butikken på ca. 1.300 kvm. åbner nemlig ved Danfoss' hovedsæde og bliver demonstrationslokale for den verdensomspændende danske teknologivirksomhed, der leverer løsninger inden for energioptimering.

Brugsforeningen bliver ikke en butik rigere. Det er i stedet Fakta i Havnbjerg, der rykker til placeringen i Nordborg.

- Det giver os en unik mulighed og hammergod placering i forhold til det fremtidige ferieresort på Nordals og Danfoss, siger brugsforeningens direktør Lars G. Andersen til JydskeVestkysten.

Normalvis ejer den selvstændige brugsforening selv bygningerne, men denne gang er det Danfoss, der investerer i bygningen, mens brugsforeningen står for inventaret.

Der bliver også etableret vaskehal og tankstation i tilknytning til den nye butik, oplyser Brugsforeningen for Als og Sundeved.

Det første spadestik til butikken tages efter planen i midten af 2020, og butikken ventes at åbne i første halvdel af 2021.

Brugsforeningen for Als og Sundeved tæller i dag 13 butikker og omsatte for 547 mio. kr. i 2018.

 

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?