Ny Coop-kæde sætter turbo på butiksåbninger

Coop 20. mar 2024 -
This describes the image
Foto: Coop
  • Klar med storstilet åbning af Brugsen-butikker i 2024

Skrevet af: Henrik Denman

Coop sætter i 2024 turbo på åbning af butikker i den nye Brugsen-kæde. Der er alene i år planlagt åbning af mere end 40 Brugsen-butikker over hele landet. 

Ifølge kædedirektør Torben Blom Andersen går åbningen af nye Brugsen-butikker hurtigere end planlagt, skriver Retailnews.

Coop offentliggjorde for et år siden den nye strategi Fremtidens Coop efter at være hårdt ramt af et økonomisk vanskeligt år 2022. Den nye strategi betød lukning af bl.a. Irma og Fakta, og i stedet vil Coop satse på de tre landsdækkende kæder Coop, 365discount og Brugsen, som skal være den lokale nærbutik.

Allerede i september åbnede de første Brugsen-butikker i tidligere Irma-butikker i København og Nordsjælland, og nu har Brugsen en liste klar med nye butiksåbninger fordelt over hele landet.

Torben Blom Andersen antyder, at kæden i løbet af året kan komme op på omkring 70 butiksåbninger. Kæden er især etableret i mindre bysamfund, hvor butikken igennem generationer har været et lokalt samlingspunkt. 

Kædedirektøren skrev i oktober på Lindkedin:

"På sigt er planen, at Brugsen kommer til at bestå af mere end 300 lokalt tilpassede butikker, hvor alle facadeskilte på Dagli'Brugsen butikker over de kommende år skiftes til Brugsen."
 

Opdateret 20. mar 2024