Nu sker det: Coops butikker får fælles navn
Det har været på vej længe, og det har skabt uro i baglandet. Men i dag, mandag den 1. april, sker det.
Coop melder sit nye navn ud.
Ifølge en pressemeddelelse fra Coop er det nye navn BROOPSEN blevet til i enighed i weekenden efter en langvarig og dybdegående diskussion på en workshop med den øverste myndighed i Coop, Landsrådet.
Bølgerne gik højt, men endte med et kompromis og sammenskrivning af Brugsen og Coop.
Navnet symboliserer historiens vingesus og fremtidens moderne virksomhed, lyder det fra Coop.
- Med det nye navn bærer vi vores mere end 150-årige historie ind i en ny tid. Vi hylder Brugsen, vi favner fremtiden og vi styrker fællesskabet. Med den indstilling er vi klar til at tage hul på et nyt stort kapitel i den danske brugsforeningsbevægelses historie, siger adm. direktør Peter Høgsted.
Frem mod den formelle beslutning, vil arbejdet med at udvikle et grafisk stærkt logo pågå. Men allerede nu har reklamebureauet barslet med det første bud, som vil blive testet i den kommende tid.
Hensigten er at rulle det ud på alle 1100 butikker relativt hurtigt, så det er gennemført alle steder, inkl. de 1,8 millioners medlemskort, senest 1. april 2020.
Det nye navn gælder alle kæder undtaget Irma.