Nu åbner SuperBrugsens flagskibsbutik i Silkeborg
-
Den nye SuperBrugsen afløser byens Kvickly-varehus, Kvickly Silkeborg, der netop er lukket
I morgen, 2. september, åbner Coops nye SuperBrugsen Søtorvet i Silkeborg. Coop beskriver selv butikken, der har et salgsareal på 1276 kvm., som kædens flagskib.
- Vi vil være Silkeborgs mest kundevenlige supermarked og sørge for både ekstra god service og god stemning. Det skal være nemt for vores kunder at finde lige netop de varer, de mangler, hos os, og vi er klar til at gå det ekstra skridt, der skal til, siger butikkens uddeler Christian Müller, der er tidligere varehuschef i Kvickly Silkeborg.
I den nybyggede butik er der både MadCooperativet, BrødCooperativet med betjent bagerdisk, Coops nye frugt & grønt-koncept og en stor vinafdeling. Kunderne vil også kunne finde nonfood som bolig, køkken og underholdning i butikken, og der vil også være fuld post-funktion med GLS og PostNord.
Den nye SuperBrugsen afløser byens Kvickly-varehus, Kvickly Silkeborg, der netop er lukket. Udover varehuschef og nu uddeler i SuperBrugsen Søtorvet, Christian Müller, er også en stor del af medarbejderne fra Kvickly flyttet med over i den nye butik.
Konverteringen fra Kvickly til SuperBrugsen sker som del af en større plan for butiksudviklingen i Silkeborg. På Søtorvet opfører AP Pension 286 nye bæredygtige boliger, hvor beboerne får den nye SuperBrugsen som nabo.
I 2022 åbner en ny Kvickly på Viborgvej i Silkeborg.