Navnedebat rumsterer i Coops bagland

Coop 19. okt 2016 -
This describes the image
|||| Klip fra Butikslederen|Foto: John Ehbrecht|Anthony Aconis Foto: Fireball|En f|Foto: Sweet Treats
Skrevet af: Søren Tougaard

 

Skal Coops kæder fortsat hedde det, koncernen hedder i dag, eller skal Coop-navnet fremstå langt mere synligt og optræde på alle butiksfacader?

Det spørgsmål, har ifølge Dansk Handelsblads oplysninger, ofte været oppe at vende på møder i Coops bagland, hvor også adm. direktør Peter Høgsted har deltaget og forholdt sig til spørgsmålet. Senest har Mogens Stærk, tidligere formand for Gylling Brugsforening og FDB-kredsbestyrelsesmedlem i Skanderborg/Odder-kredsen, prikket til debatten i et indlæg i Butikslederen, hvor han argumenterer for, at der skal stå Coop på alle koncernens 1200 butikker.

I indlægget skriver Mogens Stærk blandt andet, at synergieffekten først for alvor slår igennem, når kunderne oplever den fulde synkronisering mellem Coops værdier og image og de butikker, hvor kunder og medlemmer lægger deres indkøb.

Til Dansk Handelsblad uddyber Mogens Stærk sit synspunkt:

- Det er dårlig markedsføring og spild af reklamekroner, når Coop-navnet ikke slår igennem ude i butikkerne, hvor kunderne møder andre navne. Det giver flimmer i kommunikationen, og den flimmer skal væk. Hvorfor ikke også ride på Coop-navnet, der kendes fra andre lande, siger Mogens Stærk.

Han fortæller, at han hverken har fået positive eller negative tilkendegivelser efter sit indlæg i Butikslederen.

Men hans indlæg er også blevet læst i Coop-ledelsen, fortæller Coops informationsdirektør.

- Det er et spændende synspunkt, som vi har læst med interesse. Muligheden for et fælles navn har vi overvejet, men vurderet, at tiden ikke er moden til det, udtaler Jens Juul Nielsen.

Fordele i første række

Hos SuperBrugsen i Ølgod betyder det mindre for uddeler Poul Eriksen, om butikken hedder det ene eller det andet.

Han kan sagtens se navnet Coop SuperBrugsen for sig.

I sidste ende er det dog, hvad sådan et navneskift kommer til at betyde i praksis, der tæller for uddeleren i Ølgod Brugsforening.

- Det, vi bliver rigere og klogere af, bliver at samarbejde i baglandet og høste synergier den vej rundt. Jeg tror helt sikkert, at vi kommer til at arbejde meget tættere sammen i kæderne, end vi har gjort hidtil, siger Poul Eriksen.

Få kilometer mod syd er varehusdirektør i Kvickly Varde, Michael Thygesen, af den holdning, at et navneskift ikke er aktuelt.

Varehusdirektøren er også talsmand i Det Tværgående Forretningsråd (DTF), og han mener ikke, et fælles navneskifte venter lige rundt om hjørnet.

- Det er kun noget, der kommer til at ske, hvis det kommer til at give os nogle markante fordele, og det kan vi ikke se, det gør i øjeblikket, siger Michael Thygesen.

Opdateret 10. nov 2020