Markante brugsforeninger bakker op om Coop

Coop 22. jun 2017 -
This describes the image
Coop Danmarks hovedsæde i Albertslund. Foto: Coop
Skrevet af: Søren Tougaard

Ovenpå tirsdagens meddelelse om, at Fensmark Brugsforening forlader Coop fra årsskiftet til fordel for Dagrofa, melder spørgsmålet sig naturligvis, om andre selvstændige - og især veldrevne - brugsforeninger har tilsvarende planer.

Hos Danmarks største selvstændige brugsforening, netop fusionerede Nord-Als Brugsforening og Brugsen for Als og Sundeved, er meldingen klokkeklar.

- Vi bakker 100 pct. op om Coop. Vi ser Coop som så tæt en samarbejdspartner, at det hverken kommer eller er på tale, at vi skal gå andre veje, siger direktør Lars G. Andersen.

Den fusionerede brugsforening på Als omsætter for mere end en halv mia. kr. og tæller i alt to Kvickly-varehuse i henholdsvis Sønderborg og Nordborg, tre SuperBrugsen, seks DagliBrugsen, to Fakta-butikker foruden 12 OK-tankanlæg.

Helt så stor er Skåde Brugsforening ved Aarhus ikke målt på hverken omsætning eller butiksnet.

Brugsforeningen har dog alligevel markeret sig ved netop at have investeret et stort, ukendt millionbeløb i opkøbet af butikscentret Kridthøj Torv med 13 butikker i det sydlige Aarhus.

Torvet er senest handlet tilbage i 2015, hvor sælgerne, Nordic Real Estate Partner, købte centret for 31,4 mio. kr.

Stærk koncept
Brugsforeningen er da også gået markant frem de senere år og har siden 2012 løftet omsætningen med cirka 30 mio. kr. til 135 mio. kr. og har i samme periode hævet bundlinjen fra beskedne 391.000 kr. til 5,2 mio. kr.

Og også her er der stor tilfredshed med Coop, fortæller direktøren.

- Vi bakker fuldstændig op om Coop. Det er sådan, det er. SuperBrugsen er et stærkt brand, og vores butikker er inde i en god udvikling, som vi er rigtig godt tilfredse med, så jeg kan ikke lige se nogle fordele ved at skifte, siger Jesper Nielsen og uddyber:

- SuperBrugsens koncept passer helt fantastisk til vores tre butikker, og den måde, vi ønsker at drive vores brugsforening på, siger direktøren for Skåde Brugsforening, der driver de tre SuperBrugsen i Skåde, på Kridthøj Torv og i Beder.

Som tidligere omtalt i Dansk Handelsblad har mange selvstændige brugsforeninger igennem den senere tid været stærkt utilfreds med Coop.

Frustrationerne skyldes ikke mindst de driftsmæssige udfordringer, der har været i butikkerne, efter Coop outsourcede lønsystemet til KMD og regnskabsfunktioner til Indien.

Men også udsigten til et stigende koncernbidrag i forbindelse med Coops IT-investeringer og Retail-program har skabt røre i Coops bagland.

Opdateret 10. nov 2020