Mange pakker udfordrer butikkerne på plads og personale
I den benhårde konkurrence om husholdningsbudgettet er det en ekstra service til kunderne også at udlevere pakker.
Men når Black Friday og julen nærmer sig med en flerdobling af pakkemængden, kniber det med pladsen.
Dagligvaregiganten Coop har i øjeblikket pakkeudlevering fra ca. halvdelen af sine butikker, nemlig i 548 butikker.
- Samlet set er det ikke nogen god forretning at udlevere pakker på hverken den ene eller anden måde. Men det hænger sammen, fordi kunder, der kommer i en af vores butikker for at hente en pakke, køber typisk lidt dagligvarer samtidig, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.
Coop har netop foretaget en "ganske grundig analyse af de forskellige former for pakkeudlevering".
- Mængden af pakker har udviklet sig meget kraftigt de seneste år. Vi udleverer samlet et tocifret million-antal pakker årligt, og det er både plads- og medarbejdermæssigt en udfordring stadig flere steder. Derfor kommer vi til at gennemgå alle de aftaler, vi har. Og hvis ikke vi ser bedre løsninger, kommer vi til at skære i antallet af udbydere, vi samarbejder med, siger Jens Juul Nielsen og tilføjer, at balancegangen handler om, at koncernen gerne vil servicere kunderne, men at det også skal hænge sammen økonomisk.
Kunderne forventer det
Mange dagligvarebutikker - inklusive Coops får i øjeblikket pakkebokse, hvor kunderne kan hente pakker. De står uden for butikken. Coop har pt 402 butikker med i alt 605 Nærbokse.
- Der kan være pladsmæssige grunde til, at vi nogle steder vælger en pakkeboksløsning, der er placeret uden for butikken. Kunderne køber ikke i nævneværdigt omfang ind, når de henter deres pakke i en pakkeboks. Når vi alligevel tilbyder det mange steder, skyldes det, at kunderne mange steder forventer det af os, og fordi vi selv har et ønske om at være det lokale samlingspunkt, siger Jens Juul Nielsen.
Han forventer, at der kommer pakkebokse ved alle de butikker hvor det er muligt og giver mening.