Mælkeprisen rammer højeste niveau nogensinde

Coop 16. nov 2018 -
This describes the image
Foto: Søren Tougaard
Skrevet af: Søren Tougaard

Et kig ind i køleskabene i dagligvarebutikkernes mejeriafdelinger afslører med al tydelighed, at prisen på butikkernes trafikskaber nummer et, mælken, har fået et stort hop opad.

Ja, faktisk er forbrugerpriserne på mælk aktuelt den højeste nogensinde herhjemme, viser tal fra Danmarks Statistik.

Alene over de seneste uger er prisen på en økologisk Arla-mælk hævet med 1 kr. fra 8,95 til 9,95 kr. i flere dagligvarekæder som Netto og Rema 1000, mens de konventionelle mælkevarianter fra Danmarks ubetinget største mejeri også er blevet justeret op.

Samme prishop finder man også i Coops kæder.

F.eks. koster en økologisk minimælk i Coops eget mærke Änglamark ligeledes 9,95 kr. i en Kvickly ved Aarhus, mens flere mælkevarianter af Thises økologiske mælk koster 12,95 kr.

- Det er rigtigt, at den økologiske mælk er steget med 1 krone og den konventionelle med omkring 50 øre. Begge forhøjelser skyldes højere afregningspriser af landmanden, som mejerier nu lader slå igennem. Prisstigningen er ens i hele markedet, forklarer Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

Hos Arla understreger pressechef Åse Andersson, at priserne på produkterne udelukkende fastsættes af dagligvarekæderne selv, og at virksomheden af hensyn til konkurrenceloven ikke må kommentere på spørgsmål, der vedrører priser i butikkerne.

Dropper ikke øko-mælken

Et kig på den aktuelle afregningspris til Arlas landmænd viser, at acontoprisen på konventionel og økologisk mælk ligger på henholdsvis 269,22 og 326,23 øre per kilo mælk, hvortil kommer diverse mindre tillæg på lidt over 20 øre.

Til sammenligning var Arlas acontopris i juli 247,70 øre for et kilo konventionelt mælk og 312,10 for et kilo økologisk.

Den prisudvikling står i skarp kontrast til de meget lave afregningspriser på ca. 212 øre per kilo konventionel mælk, som de danske Arla-landmænd måtte affinde sig med i sommeren 2015.

Dengang solgte størsteparten af landets dagligvarekæder f.eks. en konventionel Arla minimælk helt ned i 4,50 kr., mens Rema 1000 lagde 0,50 øre oveni forbrugerprisen fra efteråret 2015 for aktivt at støtte de kriseramte danske mælkebønder.

En støtte, som Rema 1000 først droppede halvandet år efter, i marts 2017, efter priserne på mælk igen var steget.

Og ser man på udviklingen, er priserne på frisk mælk og mælk med lavt fedtindhold steget med ca. 25-30 pct. siden 2015.

Tilbage ved det aktuelle prishop har den stigende pris på især øko-mælk ikke fået mange forbrugere i Coops butikker til at droppe den økologiske variant til fordel for den konventionelle udgave.

- Vi har ikke oplevet, at salgsandelen af økologisk mælk er faldet. Det er værd at huske, at den konventionelle mælk også er steget i pris, og at den procentuelle forskel mellem økologisk og konventionel mælk derfor er uforandret, siger Jens Juul Nielsen.

Hos Rema 1000 oplyser man fra hovedkontoret i Horsens, at de ændrede mælkepriser heller ikke har haft en effekt på salgsmixet i kædens ca. 320 butikker.

Opdateret 10. nov 2020