Madproducent vil plante træer i Afrika

Coop 23. okt 2018 -
This describes the image
Foto: Cofoco

30.000 ton CO2 over 40 år lyder måske ikke af så meget. Men mange bække små...

Den københavnske restaurantkæde Cofoco, der også producerer færdigretter til Coops butikker og 7-Eleven, vil i samarbejde med den britiske NGO Carbon Free Dining, donere et træ for hver nytårsmeny, kæden sælger.

Træerne skal plantes i Usambara-bjergene i Tanzania, hvor et træplantningsprojektet i korte træk går ud på at uddanne lokalsamfund med viden og redskaber til at styrke biodiversitet og etablere selvforsynende, bæredygtige økosystemer - til gavn for lokalområdet, dets beboere og for atmosfærens samlede CO2-indhold.

Årets salg forventes at blive omsat til 30.000 nye træer med et samlet CO2-optag på omtrent 30.000 tons over de 40 år, som træerne forventes at leve.

- I en tid med meget snak og alt for lidt handling er det bydende nødvendigt, at vi som virksomhed tager vores del af ansvaret i den grønne omstilling. Det lyder måske flot, men et enkelt festmåltid kan gøre en konkret forskel, og med vores volumen bliver der faktisk tale om en ganske markant forskel. Med dette initiativ bidrager vi og vores kunder direkte til en positiv udvikling i et lokalområde samtidig med, at vi sikrer et målbart CO2-optag, siger August Lund, medejer af Cofoco.

Sidste år resulterede december-højtiderne i et samlet salg på omkring 30.000 menuer, og Cofoco forventer som minimum et tilsvarende resultat i år.

Carbon Free Dining arbejder for at etablere økosystemer og bæredygtige skov- og landbrug i Usambara-bjergene i Tanzania.

Cofoco har sin egen solcellepark i Nordvestjylland og driver sine 13 restauranter og omfattende catering- og convenience-produktion helt og holdent på grøn solcelleenergi.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?