Lokale varer og nemme måltider på ønskesedlen

Coop 27. feb 2017 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

I Coops strategihåndbog ”På Vej” står der beskrevet, hvordan Coop vil tage et opgør med tidligere tiders ensidige fokus på laveste pris, et effektivt sortiment og kampagnetilskud fra leverandørerne for i stedet skabe hyldeplads til nye, unikke produkter og indgå samarbejde med flere lokale leverandører.

Og den vej er der tilsyneladende også opbakning til blandt Kvicklys medlemmer. I den seneste landsdækkende kundeundersøgelse i Kvickly-kæden med deltagelse af tusindvis af Coopmedlemmer, svarer de på, hvad der kan gøre deres lokale varehus endnu bedre, og her bliver et større udvalg af lokale fødevarer fremhævet som et vigtigt ønske.

- Vi scorer generelt rigtigt højt på kundetilfredshedsundersøgelsen, men er der også ting, vi kan gøre bedre. Lokale varer er en overliggende overskrift, vi skal have endnu mere af. Og så skal vi arbejde på en bedre sammenhæng mellem pris og kvalitet. Kundernes kvalitets-opfattelse af Kvickly er rigtig god, men vi skal blive bedre til at vise, at vi også er gode på prisen, siger Kvicklys formatdirektør Allan Kristoffersen og fortæller, at varehuskæden ligeledes skal være endnu bedre på kundeservicedelen i ydertimerne.

Til eksamen hver dag

Kvickly har ikke offentliggjort et landsdækkende resultat af undersøgelsen. I stedet har alle Kvickly varehuse opsat et tydeligt skilt, der viser kunderne, hvilke fokusområder det lokale varehus vil arbejde på at forbedre i den kommende tid.

Hos Kvickly i Åbyhøj har 1.125 af varehusets cirka 15.000 medlemmer besvaret spørgeske-maundersøgelsen. På baggrund af kundernes tilbagemeldinger har varehuset identificeret de tre områder ”flere lokale varer i sortimentet”, ”større sortiment af nemme måltider” og ”mere synligt personale i butikken”, som Kvickly Åbyhøj vil arbejde på at forbedre.

Med så stor respons føler varehuschef Kaj Aakjær også en stor pligt til at lytte til, hvor de mener, varehuset kan forbedre sig.

- At få flere lokale varer er selvfølgelig en udfordring for et varehus i Aarhus. Lokale varer behøver ikke kun være frugt og grønt, men det er blandt andet det, kunderne efterspørger, så det arbejder vi på at finde en løsning på, fortæller Kaj Aakjær, der i otte år har stået i spidsen for Kvickly Åbyhøj.

Siden undersøgelsen i efteråret har varehuset, ifølge Kaj Aakjær, allerede lyttet til kundernes ønsker om flere nemme måltider, så slagterafdelingen nu tilbyder seks-syv retter, som kører med stor succes, mens især også C Måltidsmarked har givet kategorien et løft i vareudvalg og kvalitet. Og det tror Kaj Aakjær også på, at kunderne vil give udtryk for i kommende kundeundersøgelser.

- Det bliver sværere og sværere med et synligt personale med de lange åbningstider, og det kan nok altid blive bedre.

- Heldigvis er vi i en privilegeret situation. Det går fornuftigt, men vi skal også huske, at vi er oppe til eksamen hver eneste dag, påpeger varehuschefen.

Opdateret 10. nov 2020