Lokal SuperBrugs afgiver butik til Fakta
SuperBrugsen i Sdr. Omme lukker midt i februar. Omsætningen er for lille til at skabe overskud, og nu skal den i stedet være en topmoderne discountbutik i Fakta-kæden. Hvornår Fakta åbner vides endnu ikke.
Mens Fakta længe har lukket butikker, plejer SuperBrugsen at modtage butikker fra Coops andre kæder. Således har SuperBrugsen de seneste år omdannet otte Kvickly-varehuse til SuperBrugser, og først i det nye år vender to butikker tilbage fra et år i Dagrofa. Det er de to butikker i Glumsø og Fensmark, der igen skal være SuperBrugser.
- Derudover har vi to nye butikker på vej. Vi åbner en tidligere Kvickly som SuperBrugs i Tranbjerg i begyndelsen af året, og dertil kommer en ny butik i det nye boligområde Nærheden ved Hedehusene, siger SuperBrugsens kædedirektør Jesper K. Andersen.
Kæden vil i løbet af 2019 komme op på i alt 244 butikker – mindst.
- Det er i hvert fald det, vi kender til nu. Men der kan jo altid ske noget, siger Jesper K. Andersen.
Han glæder sig over, at det går godt i kæden.
- Vi er lige på den rigtige side af et trecifret salgsindeks, siger han.
Fokus på madpakker
Kæden har dog fortsat mange planer for, hvordan salget kan stige yderligere.
- Vi har som resten af Coop meget fokus på, hvordan vi kan sælge mere mad. Der ligger et stort vækstpotentiale, og i det nye år ansætter vi i SuperBrugsen to måltidsudviklere, der skal hjælpe os med at øge sortimentet. Der vil formentlig også ske en transformation i vores slagterafdelinger, så der kommer flere kokke, siger Jesper K. Andersen.
Kæden ønsker sig flere kunder først på ugen og har blandt andet fokus på madpakkerne.
- Søndag køber familien ind til madpakker. Vi har i øjeblikket meget fokus på, hvordan vi kan sikre os en større del af det indkøb, siger Jesper K. Andersen.
Kæden arbejder samtidig på at blive stærkere på brød.
- Vi skal have Brød Cooperativet ud i flere af vores butikker. I nogle butikker skal brødet være bake-off, mens andre skal have brød fra kædens andre butikker, fra Kvickly eller fra Coops bagerier, siger han.