L&F langer ud efter Coops kampagne imod pesticider

Coop 29. sep 2017 -
This describes the image
Forsiden af det seneste Samvirke: Foto: Kenn Hermann/Samvirke
Skrevet af: Søren Tougaard

I mandags iværksatte Coop og Danmarks Naturfredningsforening en fælles kamp imod pesticider i fødevarer. Oktober har de omdøbt Øktober for at sætte fokus på økologi som det sprøjtefrie alternative til traditionelle fødevarer og få flere økologiske produkter på hylderne.

Samtidig behandler Coop også indgående pesticider i det nye Samvirke-nummer, der bringer en forside af en person iført beskyttelsesdragt med overskriften "Sprøjtegift er hverdagskost".

Kampagnen er ikke just faldet i god jord hos Landbrug & Fødevarer, hvor direktør Karen Hækkerup undrer sig over den manglende respekt for de danske landmænd.

Skræmmer danske forbrugere
"Det undrer mig, at en stor supermarkedsspiller som Coop vælger at føre kampagne mod sine egne leverandører. For meget anderledes kan deres nye kampagne Øktober næppe læses. I kampagnen opfordrer Coop deres kunder til at købe økologisk for at undgå plantebeskyttelsesmidler i maden. I denne uges udgave af Coops medlemsblad Samvirke, bringer de et foto af nogle mennesker, der spiser grøntsager iført beskyttelsesdragt. Det er en meget dramatisk måde at skræmme danske forbrugere på. Skal det forstås sådan, at det er så farligt, at bevæge sig ind i Coops butikker, at de ansatte også fremover skal iføres beskyttelsesdragter?", lyder kritikken fra Karen Hækkerup på Facebook.

Ifølge Coop iværksatte de netop Øktober, fordi tre ud af fire danskere spiser økologi, og den væsentligste årsag hertil er, at de vil undgå pesticiderester, viser en undersøgelse fra Coop Analyse.

"Der er en stigende bevidsthed om indholdet i det, vi putter i munden, og hvad det betyder for vores følelse af velvære. Samtidig søger flere mod det naturlige og transparente, og så er økologien et oplagt valg for rigtig mange kunder, forklarede Thomas Roland, der er CSR-chef i Coop, om årsagen til kampagnen.

Afviser link mellem forside og fyring
Samme dag som Coop og Danmarks Naturfredningsforening offentliggjorde Økotober-initiativet, meddelte Karsten Kolding, chefredaktør på Samvirke i næsten 10 år, at han ugen forinden var blevet opsagt som chefredaktør og kommunikationschef i foreningen Coop.

"Det er enhver ny ledelse beskåret at sætte det hold, der passer til den nye retning. Det er sket og vi trak nok ikke tingene i samme retning, så sådan er det", skriver Karsten Kolding på Linkedin om årsagen til bruddet.

Adspurgt om opsigelsen hænger sammen med den seneste udgivelse af Samvirke, skriver Karsten Kolding i en sms til Dansk Handelsblad:

"Nej, det er jeg ikke bekendt med. Og det ville overraske mig meget".

Kan du helt afkræfte, at der er en sammenhæng mellem Karsten Koldings fyring og det seneste nummer af Samvirke?

- Der er ingen sammenhæng, lyder det korte mailsvar fra Mike Dranov, foreningsdirektør i Coop.

 

Opdateret 10. nov 2020