Kvickly åbner outlet
I mere end et år har den tidligere Fakta-butik på Skallegårdsvej i Næstved stået tom, men fra 7. september åbner Kvickly Næstved Outlet.
Butikken bliver opdelt med et vinoutlet, mens kunderne i den anden del af butikken kan finde cykler, havemøbler, designmøbler, boligtilbehør med videre.
- Tanken bag er at begrænse ressourcespild ved at få brugt retur- og overskudsvarer, siger Thomas Birksø, varehuschef i Kvickly Næstved til Sjællandske.
Coop har lejet bygningen på en langtidskontrakt, og derfor giver det mening at udnytte lokalet til outlet-butik.
Varerne kommer fra Coops hovedlager i Albertslund, mens andre varer er restpartier fra leverandører.
Ifølge Thomas Birksø er ideen at have åbent et par dage hver måned, men både åbningstider og varegrupper kan ændre sig med tiden.