Konverteret Fakta i lille by hæver omsætningen med 40 pct.
Med lukningen af 50 urentable Fakta-butikker i 2018 tog Coop et effektivt, men dyrt favntag på discountkædens mest tabsgivende butikker.
Sidenhen er flere underskudsgivende brugsbutikker blevet indlemmet i Fakta, der i dag tæller i underkanten af 360 butikker.
Det er indtil videre sket for de to tidligere SuperBrugsen i jyske Sdr. Omme og fynske Gelsted, der åbnede som ny Fakta i henholdsvis april og juni.
I Gelsted har Middelfart og Omegns Brugsforening eksempelvis investeret hele 8 mio. kr. i moderniseringen og udbygningen af den nye Fakta-butik, der med et areal på 1148 kvm hører til blandt landets største.
Også indbyggerne i den lille sydjyske by Agerbæk har siden maj i år kunnet handle ind i en Fakta.
Byens størrelse på ca. 1300 indbyggere er ellers normalt langt fra befolkningsgrundlag nok for en Fakta, hvor kravet til en nyetableret Fakta er en årsomsætning på 20 mio. kr.
Her er den tidligere Dagli’Brugsen blevet omdannet til en ny Fakta for blot 700.000 kr., og indtil videre overstiger konverteringen alle forventninger i den selvstændige brugsforening Kvickly Varde.
- Vi oplever både stigende omsætning og stigende avance, så det ser indtil videre meget positivt ud. Butikkens omsætning er steget 30-40 pct. på sammenlignelige varer, og vi forventer, at det rene dagligvaresalg vil vokse fra før 9 mio. kr. til 13 mio. kr. i årsomsætning, lyder det fra Michael Thygesen, direktør i Kvickly Varde.
Han fortæller, at konverteringen kun er mulig, fordi Kvickly Varde selv ejer bygningen og derfor sidder med en meget lav husleje.
Brugsforeningen tæller i dag tre Dagli’Brugsen, foruden tre Fakta, en SuperBrugs og en Kvickly, men det er endnu for tidligt at sige, om brugsforeningen konverterer flere Dagli’Brugsen til Fakta.
- Vi ser Agerbæk som en test - ikke bare for os, men for alle andre butikker, der har det svært - af, hvor godt en Fakta kan klare sig i et lille samfund, som i forvejen endda også har en Min Købmand. Foreløbigt ser det meget positivt ud, men den endelige evaluering tager vi først omkring årsskiftet, fortæller Michael Thygesen.
Flere konverteringer på vej
1. september åbner en ny Fakta ligeledes i nordjyske Hals, hvor byens tidligere SuperBrugsen i flere år har kørt med underskud.
Her er det dog ikke en selvstændig brugsforening, men derimod Coop selv, der skal forsøge at gøre butikken til en overskudsforretning, erfarer den lokale Hals Avis.
Og Coops informationsdirektør Jens Juul Nielsen fortæller, at flere konverteringer kan være på vej.
- Med de erfaringer vi foreløbig har fra konverteringer til Fakta, både med Coop-butikker og brugsforeninger, er det meget sandsynligt, at vi vil se en del flere i de kommende år. Fakta-konceptet er gradvist blevet stærkere, kæden er inde i en positiv udvikling, blandt andet som følge af et stærkere sortiment med mere vægt på ansvarlighedsvarer som økologi og ”365”-serien mv. Det er medvirkende til, at den nu står bedre rustet til at kunne erstatte en Dagli’Brugs eller en SuperBrugs, siger Jens Juul Nielsen.
Til Butikslederen siger Faktas kædedirektør, John Hornbech Christensen, at de foreløbigt tre konverterede butikker klarer sig godt i det nye Fakta-format, og at driftsmodellen gør det lettere at tjene penge.
Og ifølge kædedirektøren kan løsningen for en økonomisk trængt brugsbutik være at blive konverteret til en Fakta, hvis de rette faktorer som f.eks. salgsareal, økonomi og kundegrundlag ellers er til stede.
- Hvis en brugsbutik ikke kan klare sig, mener jeg, at det giver god mening at kigge på et andet format, som måske passer bedre til området. Det gælder, uanset om det er en Coop-butik eller en brugsforening, siger John Hornbech Christensen til Butikslederen.