Konkurrenter forsøger at bremse ny Rema i Ringkøbing
Et nyt planforslag skal udvide aflastningscentret på Herningvej i Ringkøbing, som kan åbne op for en ny Rema 1000 ved Kuben-krydset ved indkørslen til byen.
Men planforslaget møder voldsom kritik fra både Coop og Lidl, viser bemærkningerne fra de to konkurrenter. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Lidl gør indsigelse mod, at kommunen overhovedet planlægger at opføre flere butikker på grundene Herningvej 93 og Ndr. Ringvej 3 og truer med at trække Erhvervsstyrelsen ind i sagen.
"Såfremt Ringkøbing-Skjern Kommune går videre med udarbejdelse af planforslag, vil jeg rette henvendelse til Erhvervsstyrelsen og påpege den manglende hjemmel til at planlægge for en udvidelse af det eksisterende aflastningscenter", skriver advokat Anders Hessner, der repræsenterer Lidl.
I Coops bemærkninger lyder det, at en ny dagligvarebutik i området vil skade de eksisterende butikker i bymidten og vil medføre risiko for, "at butikker som for eksempel Kvickly vil blive lukningstruet med den følge, at segmentet for high-end supermarkeder i Ringkøbing trues væsentligt", fremfører Coop som argument mod at give tilladelse til en ny Rema 1000.