Koncerndirektør: Coop skal vinde "maveandele"

Coop 4. dec 2017 -
This describes the image
Foto: John Ehbrecht

Kort før Coops koncerndirektør Jens Visholm overtog ordet på Retail Institute Scandinavias dagligvarekonference i Arken, var han blevet præsenteret for en ret så dyster fremtidsprognose fra instituttets adm. direktør Henning Bahr.

Ifølge "Dansk Dagligvarehandel prognose 2027" vil Coop nemlig gå fra at have 1.135 butikker i år til at have 1.021 butikker om ti år. Et dyk i antallet af butikker på 13 pct., hvilket også vil koste markedsandele, som Retail Institute Scandinavia har beregnet, vil falde fra de nuværende 37,2 pct. til 33,4 pct. i de næste ti år.

Fremtidsudsigterne kunne nu ikke påvirke Jens Visholms gode humør.

"I Coop er vi fuld optaget af at have fokus på at skabe gode relationer til vores kunder, fortalte Visholm som indledning til oplægget "Hvordan skabes innovation og shopperengagement i fremtidens dagligvarehandel".

Her fortalte Coop-chefen med ansvaret for food, nonfood og logistikområdet, hvordan Danmarks største dagligvarekoncern ser på markedsudviklingen de kommende år. Et marked, hvor Coop har identificeret en række nøgleområder, som, ifølge Jens Visholm, er "afsættet for de næste par år" og dermed også den nye treårige strategiplan i virksomheden.

- Dagligvaremarkedet falder i volumen. Markedet er overmættet af kvm. Urbaniseringen fortsætter. Markedet for udespisning stiger kraftigt. Danskerne er gladere for bedre mad. Netsalget stiger, opremser koncerndirektøren og påpeger lige så hurtigt herefter, at præsentationen af de efterfølgende opstillede teser udspringer af hans egen personlige holdninger i et forsøg på at skabe bedre innovation og shopperengagement i dagligvarehandelen.

Mere bedre mad

Selv om Coop har mødt en del intern kritik for virksomhedens øgede fokus på sundhed og økologi som en vigtig ingrediens i 2015-2017-strategien, lader det tilsyneladende ikke til, at Coop har tænkt sig at drosle ned på virksomhedens madagenda.

Ifølge Jens Visholm er Danmark blevet et bedre madland de sidste 3-4 år, og han tror på, at Coop skal vinde kampen om mere, bedre mad til danskerne i en tid, hvor netop tid er en mangelvarer hos forbrugerne.

- Sundhed er vigtigere end nogensinde før. Vi ser det inden for laktose-glutenfri produkter. Vi ser mere økologi og stigende vækst, og dyrevelfærd er også et område, forbrugerne har mere fokus på. Når det handler om det hurtige måltid, har vi en mission om, at det skal være ordentligt mad, fortalte Jens Visholm.

Større maveandel

Da salget af dagligvarer i de fysiske butikker stort set kun vækster i samme niveau som inflationen, er det afgørende for dagligvareaktørerne at vinde nyt terræn. I Jens Visholms verden er det for enøjet udelukkende at rette fokus på det traditionelle dagligvaremarked, hvor det alene handler om at tage få marginaler fra konkurrenterne. I stedet fokuserer Visholm på det voksende "share of stomach- marked" (maveandel. red.), som favner både dagligvarehandel, convenience, specialfødevarebutikker, restaurationsbranchen og e-handel med dagligvarer.

- Vi skal vinde "maveandele". Det er et kæmpe fokusområde. Når vi kigger fremad, ser vi, at "share of stomach"-markedet vokser til 180 mia. kr. Måltidskasserne er vokset syv gange på to år, og catering og online fortsætter med at vækste, fortalte Jens Visholm.

Han mener også, vejen til en større maveandel går igennem federe butikskoncepter, der blandt andet tilbyder bedre måltidsløsninger som i Irma eller Eataly-konceptet, der kombinerer dagligvaremarked med bespisning.

Endelig mener Jens Visholm også, at online og omnichannel "kommer til at fylde en del" de kommende år, selv om de danske erfaringer indtil videre har vist, at det er svært at tjene penge på salg af dagligvarer over nettet.

Opdateret 10. nov 2020