Kiwi bliver en svanemærket butikskæde

Coop 10. apr 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Henrik Denman

Discountkæden Kiwi bliver den første svanemærkede dagligvarekæde herhjemme.

Alle nyåbnede butikker vil være miljømærket med Svanemærket, og kæden arbejder med at indføre de påkrævede energi- og miljøforbedringer i kædens eksisterende butikker.

Forleden blev Kiwibutik nummer to til en svanemærket butik. Den ligger over for Frederiksberg Rådhus nær København.

Butikken åbnede i oktober, men først nu er den tildelt det nordiske miljømærke. Certificeringen med Svanemærket blev forleden fejret med en reception, hvor Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj overrakte anerkendelsen til butikschef Allan Jørgensen.

Flere butikker

I januar åbnede kæden Danmarks første svanemærkede discountbutik i Lystrup ved Aarhus. Om kort tid føjer Kiwi endnu et par butikker til listen over svanemærkede discountbutikker i Danmark.

– Målsætningen er, at alle Kiwibutikkerne skal være svanemærket inden årets udgang, siger Thomas Nielsen, der er driftschef i Kiwi.

– Vi har taget en strategisk beslutning, at Kiwi skal være kendt for at have en grøn profil. Vi har arbejdet længe på at gøre det til vores position på markedet, siger han videre.

Miljø og energi

Han fortæller, at butikkerne skal leve op til mange krav.

Energiforbruget skal nedbringes bl.a. ved at have låg og låger på køle- og frysemøblerne. Desuden genanvendes overskudsvarme fra køleudstyr til butiksopvarmning.

Butikkens ansatte skal arbejde målrettet med affaldssortering og reduktion af affaldsmængder.

Butikken skal have et stort udvalg af miljøvenlige varer som økologiske og svanemærkede produkter, og de skal være tydeligt markeret med skilte, så kunderne har nemt ved at handle miljøvenligt.

Desuden er der krav til driften af butikken, f.eks. til de rengøringsmidler, man anvender.

Ud over de nuværende to Kiwibutikker har kun Coop svanemærkede butikker, nemlig en Irma og en SuperBrugsen.

Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk

Tydelig skiltning gør det nemt for kunderne at finde miljøvenlige varer.

Foto: Henrik Denman

Opdateret 10. nov 2020