Kædedirektør: Vi kunne ikke have ønsket os en bedre start for Coop 365

Coop 28. okt 2020 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand
Skrevet af: Søren Tougaard

Den 9. oktober blev Coops nye lavpriskæde, Coop 365, udvidet med endnu to butikker i Søborg og på Østerbro, så kæden i dag tæller 15 udvalgte testbutikker rundt i hele landet. Alle placeret i tidligere Fakta-butikker.

Udover den grønne farve adskiller Coop 365 sig fra Fakta på et væsentligt punkt: sortimentet.

Ind er nemlig kommet ca. 1000 nye varer mens nogle hundrede produkter er røget den anden vej.

Samtidig er der sket en markant stigning i antallet af Coop-varer i sortimentet, ligesom Coop 365 også har fået et bredere sortiment af f.eks. kød, convenienceprodukter og personlig pleje.

Og den forandring har forbrugerne foreløbig taget godt imod.

- Med den korte testperiode, vi har haft til dato, er vi meget tilfredse med resultaterne. Vi kunne ikke have ønsket os en bedre start på testen. Kunderne kvitterer rigtig godt, og vi har fået mange gode erfaringer på de første seks uger, siger John Hornbech Christensen, kædedirektør i Fakta og Coop 365.

Nye butikker i starten af 2021

Det er allerede meldt ud, at Coop 365-butikker åbner fire steder i 2021. Det drejer sig om nyopførte butikker i Randers, i østjyske Hørning samt endnu en butik i Søborg, ligesom kæden også overtager SuperBrugsens lokation i Hjallese på Fyn.

Og endnu flere butikker er på vej næste år, fortæller kædedirektøren.

- I første kvartal 2021 vil vi igangsætte et nyt rul af testbutikker for at spore os ind på det helt perfekte koncept-setup. Det er alt for tidligt at sige noget om den endelige model. Men vi er optimistiske og kan se, at kunderne har taget godt imod konceptet, siger John Hornbech Christensen.

Opdateret 10. nov 2020