Jens Romundstad vinder HR-pris

Coop 24. sep 2020 -
This describes the image
Foto; Dansk HR
Skrevet af: Søren Tougaard

HR-direktør i Coop Danmark, Jens Romundstad, modtager i år HR-prisen uddelt af organisationen Dansk HR.

I begrundelsen lyder det, at Jens Romundstad får prisen for sin "unikke og yderst prisværdige indsats på HR-området, og især hans fokus på personer, som står i randzonen og ikke altid passer ind i de traditionelle stillingsmodeller, som hovedparten af vores virksomheder arbejder ud fra".

- Coop er det sted, hvor jeg kan arbejde med mit WHY, nemlig at skabe mening i en professionel kontekst. Jeg insisterer på at arbejde med mening! Det er helt afgørende, siger Jens Romundstad.

Den tidligere salgsdirektør i Fakta blev sidste år forfremmet til HR-direktør for hele Coop-koncernen.

Jens Romundstad har været med til at skabe synlige resultater igennem mange år.

Blandt andet i forhold til at etablere et rummelighedssyn, som har understøttet en mere bæredygtig tilgang til ledelse.

- Jeg ser det som værende min nøglefunktion at styrke den organisatoriske handlekraft, og mere end noget andet stræber jeg efter at blive opfattet som en troværdig aktivist.

- Coop er et cooperativ. Vi er aktivistiske, vi er ansvarlige. Og vi skal tænke i samarbejde både internt og eksternt, så vi af alle aktører opleves som sådan. Vi skaber resultater, fordi linjeledelsen ser meningen med at arbejde, som vi gør. Jeg kan ikke skabe den organisatoriske handlekraft alene, men jeg tror på, at man skal gøre alt, hvad man kan for at løse udfordringer i stedet for at affinde sig med dem, siger Jens Romundstad.

Bæredygtighed er et konkurrenceparameter

Jens Romundstad mener, at danske virksomheder kan blive meget bedre, hvis de var modige nok til at lære af hinanden.

Udfordringen er dog, at også bæredygtighedsinitiativer er et konkurrencepunkt for virksomhederne.

- Problemet er, at den måde, vi konkurrerer på, spænder ben for, at vi kan lære af hinanden. Det er ærgerligt. Som konkurrenter er vi på en rejse sammen. Vi skal ikke se samarbejder som noget, hvor vi holder op med at konkurrere med hinanden, men i stedet som noget, hvor vi i fællesskab bevæger os til noget bedre. Jeg ser kæmpe potentialer i modige branchesamarbejder, siger Jens Romundstad.

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020