Irma skipper tilbudsavisen op til jul

Coop 12. nov 2015 -
This describes the image
De mest populære Irma-varer vil også kunne fås i de nye Brugsen-butikker. Dagligvarehandlen

Irma har besluttet sig at skippe alle tilbudsaviser op til jul. Til gengæld kommer månedsmagasinet Krydderiet hver anden uge den kommende tid.

Ifølge kædedirektør i Irma, Jesper Uggerhøj, betyder det dog ikke, at kæden helt stopper med at sende tilbudsaviser på gaden.

- Jeg vil ønske, at jeg en dag kan sige, at Irma ikke har nogen tilbudsavis, og at vi kan drive en god forretning uden. Men alle kæder har en i dag, og den er nødvendig – også for os, siger Jesper Uggerhøj, der dog har besluttet at markedsføre sig på en anden måde op til jul.

- I julen, når vi alle skal være gode ved os selv og hinanden, vil vi ikke have fokus på prisen. Eftersom vi eksempelvis stort set kun spiser marcipan i julen, er ærgerligt at have fokus på, at den skal være billig. Derfor har vi blandt andre nye produkter udviklet en økologisk marcipan, som vi vil præsentere i Krydderiet – og i butikkerne - sammen med andre nye varer, siger Jesper Uggerhøj.

Når varerne præsenteres i Krydderiet vil det være sammen med prisen, ligesom kæden vil annoncere med tilbud i dagblade i København og Nordsjælland.

Tilbudsavisen kommer igen som vanligt efter jul, men Jesper Uggerhøj afviser ikke, at kæden også vil markedsføre sig på andre måder end tilbudsavisen i fremtiden.

- Vi afprøver hele tiden nye alternativer, og lærer vi noget af dette forsøg, som vi kan bruge i fremtiden, udelukker jeg ikke, at vi gør noget lignende igen, siger Jesper Uggerhøj.

Af Helle-Karin Helstrand
hkh@dhblad.dk

Foto: Irma

Opdateret 10. nov 2020