Irma sætter spot på sanselighed
Midt på den populære handelsgade Amagerbrogade ligger Amagercentret, der sammen med Metrostationen skaber trafik og travlhed i bydelen. En af centrets ankerbutikker er Irma, der har ligget i centret lige siden opførelsen for 40 år siden.
Det er nu ikke alderen, der tynger Irmas supermarked i Amagercentret. Tværtimod er det kædens mest moderne butik, hvor det fremtidige koncept Irma 3.0 kan ses foldet ud med alle de nyeste designideer, Irma ønsker at byde kunderne ind til.
Dansk Handelsblad tager på butiksbesøg sammen med butikschef Henrik Larsen og distriktschef Thomas Hammer, som fortæller om omdrejningspunktet for Irmas fremtidige indretning:
– Vi gør det meget informativt i butikken, og samtidig spiller vi på det sanselige.
Information
På turen rundt i butikken støder man flere steder på informationer til kunderne. Det er lige fra billedet af den ansvarlige afdelingsleder for f.eks. frugt og grønt til oplysende tekster om udvalgte varer, som kunderne kan finde på butikshylderne.
– Vi har billeder af den ansvarlige for vores fokusområder, så vi kan vise, at afdelingslederen står på mål for sin afdeling, siger Thomas Hammer.
Ved indgangen finder kunderne en væg med forskellige informationer, bl.a. om aktiviteter i butikken, ugens tilbudsavis, et udvalg af opskrifter og Irmas kundeblad ”Krydderiet”.
Fokusområder
I Irma 3.0 har man udpeget fem fokusområder, nemlig frugt og grønt, friskbagt brød, slagter, mejeri og ost samt vin.
Ved indretningen af det 1000 kvm. store butikslokale har det været vigtigt at gøre det overskueligt for kunderne. Når de fortsætter fra den kølede frugt og grøntafdeling, kan de nemt orientere sig i hele butikken og se helt ned til det fjerneste hjørne, og de kan nemt øjne butikkens fokusområder.
Med til butiksoplevelsen hører også den flot oplyste butik, som gør det nemt at overskue de enkelte afdelinger.
Fokusområderne ligger langt butikkens væge. Først afdelingen med friskbagt brød, dernæst den betjente slagterafdeling, så kommer skabene med mejerivarer og med skæreoste og madlavningsoste. Ved siden af åbner et par glasdøre sig automatisk ind til et rum med specialoste.
– Det skal være som at besøge en ostehandler, siger Henrik Larsen.
Det sidste fokusområde er vinafdelingen, hvor man også finder et stort udvalg af spiritus og reoler med specialøl.
Endegavlene
Butikkens reoler er lave og udført i lyst træ, og så er mørkebrune kvartpaller og hele træpaller forbudt. Butikken udnytter i stedet endegavlene til at fremvise et udvalg af Irmas mange specialvarer og ikke mindst Irmas egne mærker.
– Vi bestemmer her i butikken. Det er os, der er købmænd, så vi skal ikke have tilfældige paller ind. I stedet vil vi have rene linje. Vi bruger desuden videndeling, hvor vi deler ideer til den nye koncept Irma 3.0 og skaber en guideline, som andre kan lade sig inspirere af. Det er en helt ny måde at tænke på, forklarer Henrik Larsen.
Det er ofte ved de udstillede varer, at butikken spiller på det sanselige og på en samhørighed mellem varerne.
Thomas Hammer supplerer med, at butikkens space management tager udgangspunkt i, hvordan kunderne køber ind, i stedet for at indrette hylderne efter, hvordan indkøbsafdelingen arbejder.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
l I Irma 3.0 har man udpeget fem fokusområder, nemlig frugt og grønt, friskbagt brød, slagter, mejeri og ost samt vin.
Foto: John Ehbrecht