Irma inviterer små producenter indenfor

Coop 16. sep 2020 -
This describes the image
Foto: Henrik Frydkjær
Skrevet af: Søren Tougaard

Mange københavnere køber ofte specielle fødevarer med hjem fra det lokale supermarked. Det mærker man også i Irmas 68 supermarkeder i Storkøbenhavn.

Derfor intensiverer kæden nu jagten på nye, små producenter af kvalitetsføde- og drikkevarer.

For at komme i kontakt med nye producenter holder Irma 29. september en såkaldt pitch i Staldkøkkenet i Kødbyen i København.

Her inviteres små iværksættere til at blive en del af Irma TænkSmåt. De første producenter har allerede tilmeldt sig. Det er Super Good & Co., Nordic Snails og Mosi.

De kommer alle fra de acceleratorforløb, Greater Copenhagen Food Startup tilbyder iværksættere. Dem har Irma samarbejdet med i to år – hvilket har resulteret i at flere små iværksættere allerede nu er i fast sortiment hos Irma.

Først med det nyeste

- De moderne forbrugere i storbyerne efterspørger mere unikke produkter. For Irma er strategien, at kunderne skal opleve, at vi er først med det nyeste. Engang handlede det om at få franske delikatesser først til Danmark. Nu handler det i højere grad om at få nye danske varer fra helt små producenter på hylderne, siger Trine Meyer, projektchef for Newbizz i Irma.

Nogle af de nye, der de seneste år har fået chancen for at teste deres varer af i Irma, er nu fast i sortimentet og har dermed fået deres kommercielle gennembrud.

Det er Vera Mexicana, Planteslagterne og Copenhagen Winery.

For at komme i betragtning til at pitche den 29. september skal producenter kontakte Anne N. Handlos på ah@ehhs.dk. 10 iværksættere skal pitche i denne omgang, hvor af fem udvælges til testforløb i Irma.

Irma og Greater Copenhagen Food Startup gentager pitch-arrangementet flere gange næste år.

Opdateret 10. nov 2020