Irma i samarbejde med Waitrose

Coop 30. maj 2016 -
This describes the image
Foto: Waitrose
Skrevet af: Henrik Denman

Irma har indgået et samarbejde med en af Storbritanniens største supermarkedskæder, Waitrose, og lancerer nu den første serie Waitrose-produkter i butikkerne.

Waitrose har et subbrand, der hedder Cooks’ Ingredients, og den serie, Irma lægger ud med, er på godt 40 produkter. Den omfatter bl.a. saucer til indiske retter.

– Det interessante for os er, at vi får tilgang til nogle varetyper, som vi måske normalt ikke selv ville skaffe, men det er samtidig nogle produkter, som vi ved virker, siger indkøbschef i Irma, Martin Hansen.

Han fortæller videre, at Irma med samarbejdet med Waitrose kan få nogle specialiteter i sortimentet, der adskiller sig fra andre produkter herhjemme, som alle andre har.

– Vi vil gerne have noget, der er unikt for os, og produkter, som man ikke har set tidligere i dansk detailhandel. Vi har mulighed for at sælge dem til rimelige og attraktive priser.

– Vi starter med den første serie og ser på, hvordan det slår an. Vi har mulighed for at kigge på andre produkter fra Waitrose, og det vil vi gøre løbende. Men vi starter med det, der kan have størst interesse hos forbrugerne og være mest fornyende i forhold til det, der er på markedet.

Waitrose

Om baggrunden for samarbejdet med Waitrose siger han:

– Når man kigger på Waitrose på det engelske marked, så ligner de Irma. De har den samme positionering som et kvalitetssupermarked, og de har en lidt anderledes, lidt blødere ejerstruktur. Irma er en del af det medlemsejede Coop, mens Waitrose er partnerejet, dvs. at når man bliver ansat i Waitrose, bliver man partner i firmaet.

– Samtidig har de en stor udvikling af produkter, som vi synes har en høj kvalitet og en høj standard. De udvikler produkter til det engelske marked, og sælger dem i mange lande, hvor de har partnere til at sælge dem, siger Martin Hansen.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?