Ingen køreplan for Fakta-franchise
For tre år siden lukkede Coop op for at lade brugsforeninger drive Fakta-butikker.
Siden da er ganske få Fakta blevet omlagt til franchise.
Aktuelt drives ni af Faktas 400 butikker af brugsforeninger, hvoraf den franchisedrevne butik i Strib lukker med udgangen af oktober.
Den første foreningsejede Fakta åbnede i Sønderborg i efteråret 2013 og herefter fulgte yderligere fire Fakta-butikker, der blev videresolgt til selvstændige brugsforeninger.
Dengang udtalte Coop Danmarks adm. direktør Peter Høgsted til Dansk Handelsblad, at han ikke så noget til hinder for, at ejerforholdene i Fakta på den lange bane kunne blive de samme som i brugskæderne.
Selv forestillede Peter Høgsted sig, at kædens dengang godt 440 butikker var blevet delt op i koncern- og franchiseejede butikker i løbet af 10 år.
Der er dog ikke udsigt til, at der kommer flere franchisebutikker i Fakta-kæden lige foreløbig.
- Der ligger ikke konkrete planer om frasalg. Omvendt vil jeg heller ikke afvise muligheden for, at der kommer flere brugsforeningsejede Fakta-butikker i fremtiden. Men det er ikke sådan, at vi har en målsætning for det. Lige nu bruger vi vores kræfter på F-16, siger Faktas kædedirektør Stina Glavind med henvisning til den omfattende modernisering af kædens butikker.
Afspejler kæden
Selv om der ikke ligger en køreplan klar for, hvor mange Fakta-butikker, der over tid skal drives af brugsforeningerne, fortæller Stina Glavind, at hun har en åben og løbende dialog med brugsforeningerne.
I 2015, hvor Fakta lukkede 15 butikker, var kæden blandt andet i dialog med flere brugsforeninger om at forsætte driften som franchise, mens vilkårene for de nedlagte butikker i år har været så ringe, at det ikke har givet nogle mening at føre butikkerne videre.
Efter tre års erfaring med de første brugsforeningsejede Fakta-butikker er der heller ikke noget, der peger på, at driften bliver forbedret, blot fordi butikken drives af en brugsforening fremfor Coop-koncernen.
De brugsforeningsejede Fakta-butikker afspejler kæden set over en bred kam. Nogle butikker performer rigtig godt, mens andre er udfordret. Vi har ingen indikationer på, at frasalg styrker driften, fortæller Stina Glavind.
Faktas kædedirektør har pt. travlt med moderniseringen af kædens butiksnet, hvor forventningen er at færdiggøre 240 butikker i år og blive helt færdige med de resterende butikker næste år.
Men det er ikke det eneste projekt, kæden har fokus på.
- Vi arbejder med Fakta som indkøbssted, så vi vender forbrugernes opfattelse af Fakta fra en discountbutik til et lavprissupermarked, fortæller Stina Glavind.