Hver tiende 16-17-årig arbejder i Coop
Stadig flere unge tager på arbejde efter skoletid, og for hver tredje er arbejdspladsen et supermarked, en kiosk eller en discountbutik. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik over de 13-17-åriges tilstedeværelse på arbejdsmarkedet fra 2008 til 2016.
I alt var 34.400 børn og unge mellem 13 og 17 år ansat i dagligvarehandlen i 2016.
Andelen af fritidsjobbere faldt, da krisen begyndte i 2008, og først i 2014 begyndte tallet at stige svagt igen. Fra 2014 til 2016 er der sket en stigning på 1 procentpoint.
Stigningen fortsætter, viser tal fra Coop, der i 2018 har 14.181 ungarbejdere ansat. I 2015 havde 13.726 unge en kontrakt med Coop. Coop har ikke nøjagtige tal længere tilbage end 2015, men Morten Lynge Lauridsen, der er HR-chef i Coop, siger:
- Vores tal er generelt steget hen over årene. Også før 2015. Arbejder færre timer Coop har alt i alt 40.083 ansatte. Heraf er altså godt hver tredje, 35 pct. ungarbejder mellem 13 og 18 år.
I sidste uge skrev Dansk Handelsblad, hvordan de deltidsansatte udgør en stigende del af de ansatte i dagligvarehandlen, men at dele af handlen samtidig sukker efter arbejdskraft med stærkere kompetencer.
De udvidede åbningstider gør dog, at handlen ansætter de mere fleksible ungarbejdere. De unge arbejder færre timer, end de gjorde for ti år siden. De 17-årige, der også går i skole, arbejder i gennemsnit 8,8 timer ugen, mens de 13-årige arbejder 3,4 timer.
Ifølge Danmarks Statistik er der stor geografisk forskel på, hvor mange unge der arbejder.
Særligt i kommunerne i Vestjylland er andelen af børn og unge med et fritidsjob høj, mens den er lav i og omkring København. Højest er andelen på Læsø, hvor hele 45,5 pct. af de unge har fritidsjob. Den laveste andel finder man i Lyngby-Taarbæk, hvor kun 23,1 pct. arbejder.
Der er også en kønsforskel: Flere piger end drenge har et job, og sådan har det været alle årene fra 2008 til 2016.
OM UNGE I JOB:
- 34.400 unge mellem 13 og 17 år havde job i dagligvarehandlen i 2016
- i alt var 40.300 af de 13-15-årige beskæftigede, mens 67.000 16-17-årige havde et job
- de 17-årige arbejder flest timer ved siden af skolen: 8,8 timer om ugen
- andelen af unge, der arbejder, er størst på Læsø: 45,5 pct. og mindst i Lyngby-Taarbæk Kommune: 23,1 pct.
- flere piger end drenge arbejder - 33,7 pct. af pigerne og 29,5 pct. af drengene i alderen 13-17 år
KILDE: DST