Hver sjette forbruger læser kun tilbudsavisen digitalt
Næsten syv ud af ud af ti forbrugere læser stadig de klassiske tilbudsaviser fra supermarkederne. Men det sker i stigende grad digitalt.
Faktisk er det hele 58 pct. af de forbrugere over 12 år, der bruger tilbudsaviser, som læser den digitalt i større eller mindre grad. 15 pct. eller lidt færre end hver sjette tilbudslæser, finder kun tilbud digitalt. Det oplyser Tjek, der står bag eTilbudsavis, på baggrund af en analyse fra Index Danmark /Gallup.
Claus Nykjær, Head of insights ved Tjek, mener, at kæderne er med til at forcere udviklingen, fordi tilbudsavisernes forskellige udgivelsesdage kan virke forvirrende.
- Det kan være svært at overskue, hvornår et tilbud gælder, når man kigger i bunken af trykte tilbudsaviser. Det er nemmere at gennemskue i de digitale udgaver, siger han. Miljøhensyn kan også trække forbrugerne i retning af den digitale avis.
- Man kan få op til 80 kg tilbudsaviser i postkassen på et år. Flere og flere har fokus på, hvordan de kan bidrage til et bedre miljø. Så er det oplagt at begynde med at minimere mængden af papir i postkassen, siger Claus Nykjær.
Beholder den trykte
Andelen af digitale læsere bliver som forventet mindre, jo ældre forbrugerne er. Omkring halvdelen af de ældste forbrugere holder fast i den trykte avis - og kun den. Det gælder kun for 14 pct. af forbrugerne mellem 20 og 29 år. Men de ældste forbrugere tjekker også tilbud på mobil eller pc. Flere end fire ud af ti over 60 år finder tilbud digitalt – mange tjekker dog også den trykte avis.
Coop ændrede for et års tid siden sin tilbudsavis, så den i den digitale udgave er betydeligt mere fleksibel og ikke længere blot en pdf-udgave af den trykte. Det betyder ifølge Coop, at flere forbrugere vælger den digitale udgave af avisen. Koncernen har dog ikke konkrete planer om at skippe den trykte avis.
- Dertil har den stadig alt for stor kommerciel effekt, specielt for supermarkederne, siger Jens Juul, informationsdirektør i Coop.
Dagli’Brugsen er dog med god effekt gået over til en 14-dagesavis.
Flere muligheder
Hos Mærkevareleverandørerne, MLDK, ser direktør Niels Jensen store fordele ved digital markedsføring. Markedsføringsbidraget, som er leverandørernes tilskud til markedsføring, indgår da også som en vigtig del af de årsforhandlinger, der foregår lige nu mellem kæder og leverandører.
- Vi er nødt til at være proaktive i forhold til markedsføring - ikke mindst i en periode, hvor en konvertering i forvejen er i gang. Det er vigtigt, at begge parter viser åbenhed over for at prøve noget nyt i forbindelse med forhandlingerne, og digital markedsføring medfører mange fordele, siger Niels Jensen. Han siger, at den digitale markedsføring dels er bedre for miljøet end den trykte avis, dels åbner den for, at man kan kommunikere mere målrettet og med et meget bredere indhold end blot prisen ud til forbrugerne.
- Men vi skal være der, hvor forbrugeren er, og derfor skal kæder og leverandører have en stringent og veldokumenteret plan for markedsføringen og ikke mindst huske at evaluere effekten af de forskellige tiltag, siger Niels Jensen.
FAKTA:
66 pct. læser tilbudsaviser - digitalt eller på tryk
28 pct. læser kun den trykte
15 pct. læser kun den digitale