Høje priser på Naturli’s plantedrikke
Flere og flere danskere bliver klimabevidste forbrugere, men det kan også mærkes på pengepungen at købe ind med omtanke for klimaet.
Tilbage i starten af august kunne kunder i Rema 1000 godt nok købe Naturli’ økologiske plantedrikke for 10 kr., næsten samme pris som på en økologisk mælk. Men når de økologiske havre-, ris- og soyadrikke ikke er på tilbud, koster de typisk 19,95 kr. per liter, altså mere end dobbelt så meget som prisen på en økologisk mælk. Endnu dyrere er mandel-udgaven, som normalvis koster 25,95 kr. for en liter.
- Det er helt rigtigt, at prisen på vores økologiske plantedrikke er dyrere end f.eks. komælk, og det skyldes især, at salget af plantedrikke stadig kun udgør et par procent af salget af komælk. Det vil sige, at omkostninger til produktion, transport, markedsføring og salg fordeles på langt færre solgte enheder, siger Henrik Lund, adm. direktør for Naturli’ Foods.
- Endvidere vil supermarkedskæderne gerne have en avance på deres hylder. Sælger de kun få styk af en vare, må avancen være større per enhed. Ellers kan det bedre betale sig at sætte en bedre sælgende enhed på hylden. Det gælder alle specialiteter - ikke kun plantedrikke, uddyber han.
I januar i år fortalte Coop Danmarks analysechef Lars Aarup, at salget af vegetariske og veganske produkter er steget til mere end det dobbelte i Coops butikker de seneste to år.
Venter lavere priser
Salgsudviklingen er primært båret frem af plantekød og plantedrikke. Dengang udgjorde salget af plantedrikke ca. 3 pct. af Coops mælkesalg. I slutningen af 2018 lancerede Naturli’ Foods mandeldrik og havredrik på køl i klimavenlige pantflasker. De indeholder ikke den samme mængde mandel eller havre, som findes i de plantedrikke, der ikke skal opbevares på køl. Til gengæld har plantedrikke på køl en lavere pris for forbrugerne.
- Prisforskellen mellem komælk og plantedrik har aldrig været mindre. Naturli’ økologisk havredrik i pantflaske koster 14,95 kr. i Bilka, mens Arlas konventionelle laktosefri mælk koster 13,95 kr., siger Henrik Lund i en prissammenligning mellem de to produkter.
Han forventer dog også, at prisen på plantedrikke kan komme længere ned med tiden.
- Den dag salget af plantedrikke nærmer sig salget af komælk, mener vi også, at prisen bør kunne matche, så det håber og satser vi selvfølgelig på, siger Henrik Lund, der tilføjer, at gennemsnitsprisen på Naturli’s plantedrikke ligger omkring 15 kr. set over rullende 12 måneder.