Franchise kan blive en farbar vej for Irma
Som en sund forretning i Coop-familien med positiv bundlinje og en stabil omsætning på 2,4 mia. kroner de sidste par år, var det – set udefra – måske ikke tanken om en franchisemodel, der lå lige for i Irma.
Ikke desto mindre har kæden tænkt sig at teste ideen af i nordsjællandske Trørød, hvor den lokale brugsforening og Coop netop har indgået aftale om, at Trørød Brugsforening fremover skal drive Irma på byens torv.
- Vi vil gerne tiltrække flere dygtige købmænd til at hjælpe os med at styrke vores forretning, og måske er franchise en model for os. Det er det, vi vil prøve at finde ud af, siger Irmas kædedirektør Søren Steffensen.
Beslutning i 2017
Coops adm. direktør Peter Høgsted udtalte for tre år siden, at han ikke så noget til hinder for, at halvdelen af Faktas butikker med tiden blev drevet som franchise af brugsforeningerne.
Om halvdelen af Irmas nuværende 82 butikker med tiden vil blive franchise er derfor det gode spørgsmål, som Søren - Steffensen ikke nu og her kan give et klart bud på.
- Det ved jeg simpelthen ikke. Nu går vi snart igang med at fastlægge Irmas fremtidige strategi. Det kan være, af den nye franchisebutik bliver så stor en succes i Trørød, at franchise bliver en del af vores strategi. I så fald bliver det i et ekspansionsscenarie. Den beslutning, tager vi i 2017, siger Søren Steffensen.
Han afviser samtidig, at der lige nu bliver talt om et comeback i Jylland i Irmas kædeledelse.
Men omvendt er Søren Steffensen heller ikke tilbageholden med, at Irma, når tiden er den rigtige, igen vil forsøge at få fodfæste i det jyske.
- Vi har prøvet det før med mindre succes. Det skal nok komme igen, men hvornår er først noget, vi ser på med Irmas nye strategi, fortæller han.
Efter en total modernisering genåbner Irma-butikken i Trørød i slutningen af november. Men selv om butikken fremover drives som franchise, bliver der ikke ændret ved butikkens visuelle udryk, understreger Irmas kædedirektør.
- Irma er det mest markante brands, der findes i dagligvarebranchen, så derfor vil vi fortsat være i kontrol med konceptet. Vi fastlægger rammerne og styrer franchisekonceptet, så det bliver eksekveret ude i butikken.